En uge før sit titelforsvar i Köln er sværvægtsverdensmesteren Manuel Charr blevet testet positiv for doping.

Verdensmesteren i sværvægt Manuel Charr kommer ikke til at forsvare sin VM-titel hos bokseforbundet WBA i næste weekend.

Den 33-årige tysk-libaneser er blevet testet positiv for to anabolske steroider forud for titelkampen mod amerikaneren Fres Oquendo 29. september ved et boksestævne i Köln.

- Omstændighederne betyder, at vi desværre er nødt til at aflyse titelkampen, siger Manuel Charr til avisen Express ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den libanesiskfødte bokser, der er bosat i Tyskland, hævder samtidig sin uskyld i sagen.

- Jeg sværger, at jeg ikke har taget noget. Jeg har bokset syv titelkampe gennem karrieren, har gennemgået utallige prøver og har aldrig afgivet en positiv prøve.

- Jeg spiser på forskellige restauranter hver dag, så måske er det sket på den måde. Jeg kan ikke forklare det, og jeg er bare chokeret og ked af det, siger bokseren i en udtalelse til Sky.

Manuel Charr har vundet 31 af sine 35 kampe som professionel bokser.

/ritzau/

Andre læser også