Den potentielt tredobbelte VM-kamp mellem danske Sarah Mahfoud og den puertoricanske boksestjerne Amanda Serrano i Las Vegas ligner nu en realitet.

Det fortæller promotor Mogens Palle til B.T.

»Det bliver den 11. december i Las Vegas. Jeg har bekræftelser og det hele her. Lige nu sidder jeg bare og venter på, at kontrakten kommer tilbage fra USA,« siger han og fortsætter:

»De (Serranos repræsentanter, red.) har sendt mig i alt tre mails, hvor de bekræfter, at kampen er en realitet.«

Mogens Palle og Sarah Mafoud. Bokseren Sarah Mahfoud hyldes på Københavns Rådhus torsdag den 6. februar 2020. Sarah Mahfoud vandt lørdag IBF VM-bæltet i fjervægt.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Mogens Palle og Sarah Mafoud. Bokseren Sarah Mahfoud hyldes på Københavns Rådhus torsdag den 6. februar 2020. Sarah Mahfoud vandt lørdag IBF VM-bæltet i fjervægt.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Mogens Palle fortæller videre, at stævnet i Las Vegas bliver uden tilskuere, men at det vil blive sendt via en eller flere streamingtjenester.

Den danske promotor vil dog ikke fortælle, hvor stævnet bliver afholdt, men at de amerikanske arrangører har fundet den arena, VM-kampen skal bokses i.

B.T. var for et par uger tilbage i kontakt med Amanda Serrano omkring muligheden for at møde danske Sarah Mahfoud i fjervægt.

Her svarede den mangedobbelte bokseverdensmester dog undvigende på, om der var forhandlinger i gang.

Men mandag meldte Amanda Serrano ud via mediet Twitter, at hun snart ville melde officielt ud om sin kommende kamp, og henviste til manager Lou Di Bella.

Mogens Palle bekræfter, at det netop er Lou Di Bella, han forhandler med, og dermed synes det nu kun et spørgsmål om tid, før alle parter kan stille sig frem med en fælles aftale i hånden.

Mogens Palle håber, at kampen mellem Sarah Mahfoud og Amanda Serrano bliver om tre af de helt store bælter i fjervægt.

»Sarah har sit bælte hos IBF, og Sarrano har sin titel hos WBO og interim-titlen hos WBC. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at alle titlerne kommer i spil,« siger han.

Mogens Palle ønsker ikke at fortælle, om kampen i Las Vegas også bliver en ren guldgrube for ham selv og Sarah Mahfoud.

»Jeg vil slet ikke komme ind på økonomien. Det er sport, vi taler om her, ikke finanserne,« konstaterer han.

Danske Sarah Mahfoud blev verdensmester i fjervægt, da hun 1. februar i år besejrede Brenda Carabajal i Frederiksberg Hallerne.

Siden har den tidligere vinder af underholdsprogrammet 'Vild Med Dans' ikke været i ringen på grund af den omfattende nedlukning af blandt andet sportsarrangementer på grund af covid-19.

Modstanderen Amanda Serrano regnes for verdens måske bedste bokser på tværs af alle vægtklasser i øjeblikket, og dermed venter der Sarah Mahfoud en ekstrem svær opgave, hvis ellers alt falder på plads.