Den ukrainske bokser Maksym Galinichev har mistet livet under krigen i hjemlandet.

22-årige Maksym Galinichev vandt tilbage i 2018 sølv ved ungdoms-OL i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Hans landsmand og skeleton-atleten Vladyslav Heraskevych bekræfter dødsfaldet, hvor han også slår fast, at Maksym Galinichev nægtede at deltage i europamesterskaberne i boksning i Armenien i maj sidste år.

'10. marts ofrede ungdoms-OL-sølvvinderen Maksym Galinichev sit liv i kampen for et uafhængigt Ukraine,' skriver Vladyslav Heraskevych på Twitter.

Maksym Galinichev formåede også at vinde guld ved ungdoms-EM i 2018.

I sidste måned fortalte vicepræsidenten i Bokseforbundet i Ukraine, Oleg Ilchenko, til mediet Suspilne, at ukrainske amatørboksere ikke må stille op ved VM for kvinder og mænd senere i år.

Det skyldes, at Det Internationale Bokseforbund (IBA) sidste år besluttede, at russiske og hviderussiske boksere må deltage ved VM under eget flag og egen hymne.

Otte andre lande har også valgt at boykotte VM i boksning for kvinder i New Delhi i marts – heriblandt USA og Storbritannien. Flere af de otte lande vil også boykotte mændenes VM i Usbekistan i maj.