Tyson blev snydt af sin nærmeste: 'Følte mig forrådt – de skjulte sandheden'
Mike Tyson blev snydt af den person, han stolede mest på.

Mike Tyson blev snydt af den person, han stolede mest på.

Mike Tyson elskede sin promotor Don King – og stolede blindt på ham.
Men uden at Tyson anede det, forsvandt der hver måned millioner af dollar fra hans formue – og pludselig var han på fallittens rand midt i sin 90'er-storhedstid.
Det viste sig – hævder kilder i ny Netflix-dokumentar om Tysons storhed og fald – at Don King i al hemmelighed tog for sig af bokselegendens formue. Det opdagede 'Iron Mike'.
»Jeg følte mig forrådt. For de skjulte sandheden for mig. Alle har en pris i livet. Alle har en pris,« siger Mike Tyson i dag.

Don King havde blandt andet hemmeligholdt indtægter fra udenlandske tv-rettigheder og malket Mike Tyson for ukendte boksehonorarer.
I 1998 sagsøgte Mike Tyson sin promotor for 100 millioner dollar. Han havde indset, at tiden med Don King var ovre.
»Alle Dons boksere var ruinerede. De var hjemløse og ødelagte. Han knækkede dem.«
»Han ville gøre det samme mod mig. Han troede, jeg ville ende i fængsel. Det var første gang, jeg indså, at han fik magten gennem mig. Hvem er han uden mig?«
Søgsmålet endte med et forlig. Don King betalte 14 millioner dollar tilbage til Mike Tyson, der straks brugte pengene på at betale det hav af kreditorer, han skyldte penge.