Bokselegenden Mike Tyson var høj på narko under flere af sine største kampe, og han brugte en falsk penis fyldt med en andens urin til at narre antidopingmyndighederne.

Det erkender den nu 47-årige tidligere verdensmester i sværvægt i sin nye bog 'Undisputed Truth'.

I en stor del af sin karriere, der tog sit første store spring, da han som 20-årig blev den yngste verdensmester i sværvægt nogensinde, var han afhængig af kokain og marihuana.

- Jeg var et vaskeægte coke-hoved, skriver Tyson i sin bog, der udkom tirsdag.

I sine beretninger fortæller Mike Tyson også om et liv, hvor hans appetit efter drinks og stoffer var enorm, og hvor han allerede som 11-årig prøvede kokain for første gang. Bogen rummer også fortællingen om, at han som baby fik alkohol.

Mike Tyson beskriver desuden detaljeret, hvordan han høj af stoffer snød dopingkontrollanterne før sin kamp mod Lou Savarese i Glasgow i juni år 2000.

- Jeg blev nødt til at bruge min 'whizzer', som var en falsk penis, hvor man puttede en andens rene urin i for at klare sig igennem en dopingtest, skriver Tyson.

Samme år fik han en stor bøde på over en million kroner efter en positiv marihuana-test i forbindelse med kampen mod Andrew Golota, og det skete, fordi en af hans assistenter ikke nåede at give ham den falske penis i tide.

Tysons stof-misbrug gjorde ham ikke kun vild i ringen, men også udenfor. Blandt andet tog han kokain før en TV-transmitteret pressekonference op til opgøret mod Lennox Lewis i 2002, og det endte i håndgemæng mellem de to lejre for øjnene af millioner af seere.

- Jeg tabte hovedet. Jeg kiggede over på ham og havde lyst til at slå den motherf---er.