Den britisk-pakistanske bokser Amir Khan fik sig noget af et chok, da han mandag aften blev truet og bestjålet på åben gade.

'Jeg har lige fået taget mit ur i Leyton i Østlondon. Jeg krydsede vejen med Faryal (Amir Khans kone, red.), heldigvis var hun få skridt bag mig,' skriver Amir Khan på Twitter og fortsætter:

'To mænd løb hen til mig, han bad om mit ur, mens han havde en pistol rettet mod mit ansigt. Det vigtigste er, at vi begge er i sikkerhed.'

Gerningsmændene stjal bokserens Franck Muller Vanguard Chronograph ur til en værdi af 646.000 kroner.

Amir Khan og kæresten Faryal Makhdoom.
Amir Khan og kæresten Faryal Makhdoom. Foto: CARL COURT
Vis mere

Uret, som er beklædt med 719 diamanter, blev vist på et billede blot få timer inden situationen.

Her blev 35-årige Amir Khan fotograferet med en fan på Oxford Street i London, skriver The Sun.

Også aftenen forinden blev uret vist frem til en velgørenhedsfest på Mariott-hotellet Grosvenor House, og det har skabt en frygt for, at gerningsmændene kan have udset sig den tidligere verdensmester.

»Det vækker reel frygt for, at han var et bevidst mål. Det er ekstremt alvorligt,« siger et øjenvidne til mediet og fortæller samtidig, at gerningsmændene stak af i bil.

Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

På en Instagram-story bekræfter Amir Khans kone, Faryal Makhdoom, at uret er blevet stjålet.

Hun deler samtidig urets serienummer i håb om at finde gerningsmændene.

The Sun skriver samtidig, at politiet er i gang med en efterforskning af sagen.