Den tidligere verdensmester Mads Larsen mener, at Rudy Markussen leverede en pinlig præstation, og at han var til grin i den korte boksekamp mod Patrick Nielsen.

Der var skuffede blikke over det hele i Brøndby Hallen, da det længe ventede danske boksebrag var slut omkring klokken ét natten til søndag.

Patrick Nielsen gjorde kort proces, og så var 38-årige Rudy Markussen sendt til tælling efter mindre end 10 minutters boksning. Mange mennesker følte sig snydt, da kampen potentielt kunne have gået 12 omgange.

Den 42-årige tidligere topbokser Mads Larsen skulle have været i hallen, men på grund af sygdom måtte han blive hjemme på sofaen og følge kampen derfra. Og han lægger ikke skjul på sin mening om kampen.

»Det var noget lort. Jeg synes ikke, det var ret spændende. Det var jo en brydekamp og ikke en boksekamp. De var begge to bange for at blive slået ud, og så var de desperate og gik ind og holdt fast med det samme,« lyder det fra Mads Larsen.

»Jeg synes, Rudy var en knold, fordi han ikke ville bokse. Jeg synes, det var helt til grin. Pinligt af ham. Det var virkelig dårlig reklame for sporten det, Rudy leverede. Det var ikke ret smart. Så vil jeg hellere have, at man tager en røvfuld. Man giver ikke op og sætter sig ned, som om man er blevet ramt. For det var han jo ikke. Han var ikke ramt. Han skal hellere få en på hovedet, og så blive liggende.«

Mads Larsen synes, Patrick Nielsen vandt fortjent, eftersom Rudy Markussen ikke gjorde større modstand. Men eks-bokseren havde forventet, at Rudy kunne have vundet.

»Jeg havde bestemt forventet, at Rudy kunne vinde kampen. Jeg forstår slet ikke, at han ikke gav sig fuldt ud. Man kan ligeså godt bare give den gas. Det er fint nok, hvis man ikke har det i sig mere, men man skal i det mindste prøve. Og det gjorde Rudy ikke,« lyder det.

Kampen havde på forhånd fået navnet ’Ondt blod’, og det føg da også med beskyldninger og had-ytringer i ugerne op til lørdagens kamp. Og det stod hurtigt klart, hvor boksefansenes sympati lå.

»De fleste tilskuere holdt jo med Rudy. Og det hænger da sammen med den måde, som Patrick Nielsen og hans manager opfører sig på. Det får man total antipati for,« siger Mads Larsen og fortsætter.

»Og Rudy virkede til at være en fornuftig fyr – blandt andet til pressemøderne. Og det kan folk godt lide. Det kan danskerne godt lide. Og så ødelagde han det ved at bokse kampen på den måde. Han ødelagde lidt sit renomme på et splitsekund.«

At kampen var overstået på så få omgange, er risikoen ved boksning, fortæller Mads Larsen. Han hasarderer derimod mod Rudy Markussens udtalelser om, at han er klar – og så alligevel ikke er det. Og så kan han godt forstå folks skuffelse.

»Jeg er selv skuffet, men ikke overrasket. Der skal meget til i boksning, før man bliver overrasket. Jeg kan sagtens forstå alle dem, der er skuffede over, at de ikke har fået noget for pengene. Men sådan er det jo i boksning. Det kan ske.«

Starten på hovedkampen blev udskudt og gik således først i gang et stykke over midnat, selv om Micki Nielsens kamp var slut længe forinden.

»Jeg synes, hele stævnet var elendigt lavet. Man sad og ventede og ventede, fordi de blev ved med at trække tiden; de ville sælge flere pay-per-views-pakker inden kampen. Men de kunne da sagtens være gået i gang lidt før. Det er ynkeligt og dårlig stil, og så køber folk det ikke næste gang,« lyder det fra Mads Larsen, der i øvrigt ikke mener, at hypen op til kampen var spil fra galleriet.

»Selv om man hader hinanden, kan man sagtens kramme efter kampen. For så er det overstået, og man er videre i teksten. Det kan godt være, man ikke ligefrem er gode venner, men man kan da godt sige det. Det kan jeg ikke se noget problem i.«

NORDIC FIGHT NIGHT - Brøndby Hallen, Copenhagen - 12th December 2015 Patrick Nielsen (med tatoveringer) mod Rudy Markussen
NORDIC FIGHT NIGHT - Brøndby Hallen, Copenhagen - 12th December 2015 Patrick Nielsen (med tatoveringer) mod Rudy Markussen Foto: Nils Meilvang
Vis mere