Der venter den danske bokseverdensmester Dina Thorslund en hård kamp mod kiloene på vægten.

For går alt efter planen, så lander hun og baglandet langt om længe en potent VM-kamp.

Men hvor Dina Thorslund normalt bokser i superbantamvægt, ser det lige nu ud til, at Dina Thorslund går ned i bantamvægt.

Her forhandles der i øjeblikket med den tidligere mangedobbelte verdensmester Debora Dionicius fra Argentina.

 (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016)
(foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Foto: Henning Bagger
Vis mere

En bokser, der har 30 sejre og kun to nederlag på rekordlisten, hvor hun gennem mange år var verdensmester hos det store forbund IBF. En titel, hun forsvarede 12 gange, før hun tabte den.

Dina Thorlunds træner, Thomas Madsen, bekræfter over for B.T., at danskerne har sendt en kontrakt til Argentina og nu venter på at få den underskrevet tilbage.

»Jeg kan godt bekræfte, at vi er i dialog med Dionicius,«

Ifølge B.T.s oplysninger vil en kamp mellem Dina Thorslund og Debora Dionicius skulle stå om det ledige VM-bælte hos WBO i bantamvægt og bokses på danskerens normale hjemmebane i Struer sidst på foråret.

foto: Henning Bagger / Scanpix 2016)
foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Foto: Henning Bagger
Vis mere

De oplysninger vil Thomas Madsen ikke kommentere.

Han forklarer i stedet årsagen til, at Dina Thorslund nu går en vægtklasse ned.

»Hun vil gerne udfordre sig selv, og så har vi ledt med lys og lygte efter, hvad der var i superbantamvægt. Men det er ikke lykkedes os at lave en dobbelt VM-kamp i hendes normale vægt,« siger Thomas Madsen og tilføjer:

»Nu har hun i stedet muligheden for at møde en af verdens bedste i den anden klasse.«

Dina Thorslund var senest ude og bekræfte, at hun var i spil til en dobbelt VM-kamp i superbantamvægt. Men opgøret mod Mayerlin Rivas fra Venezuela faldt til jorden.

Samtidig rumsterer det ultimative danske brag mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud også i baggrunden, men de forhandlinger ligger ifølge B.T.s oplysninger helt stille på nuværende tidspunkt.