Det nystartede promotorteam Brian Nielsen og Mogens Palle vil have en kamp mellem Lolenga Mock og Patrick Nielsen.

»Hvis Patrick er klar, så er vi også klar.«

Så klar var udmeldingen fra Brian Nielsen fredag eftermiddag, da BT fangede ham over mobilen. Han havde netop haft et møde med Mogens Palle, og det nye promotorteam tøver ikke: De vil sende deres bokser Lolenga Mock i ringen mod Team Sauerlands 24-årige Patrick Nielsen.

Brian Nielsen er ikke i tvivl om, at hans 43-årige bokser vil kunne vinde over Patrick Nielsen - modsat Rudy Markussen, der var færdig i tredje omgang sidste lørdag. Hvis kampen mellem Lolenga og Patrick bliver til noget, vil han se frem mod den med spænding.

»Det kan blive en stor og underholdende kamp. Jeg er ret sikker på, at Lolenga kan vinde over Patrick. Han kan vinde, fordi han står godt og er stærk. Han er en god bokser,« siger han.

Det er nu op til Team Sauerland, hvorvidt kampen kan blive til noget. Men Brian Nielsen og Mogens Palle har mødt positive meldinger over for deres idé.

»Vi har fået mange positive reaktioner – blandt andet på Facebook. Men jeg tror egentlig ikke, Patrick vil stille op. Jeg er ikke sikker på, Patrick tror, han kan vinde over Lolenga. Men lad os se, hvad der sker. Lad ham bare komme, for vi er klar,« lyder det fra Brian Nielsen.

Hvis det står til Brian Nielsen bliver kampen til noget, så Patrick Nielsen kan få ordentlig modstand – for han tror uden tvivl, at publikum vil få en større oplevelse end med Rudy-kampen.

Er du ikke bange for, at en kamp mellem Patrick og Lolenga kan blive en ny fuser?

»Tror du, at Lolenga sætter sig ned ligesom Rudy? Han er en tøsedreng. Hvis der er nogen, der sætter sig ned i den kamp, så bliver det Patrick. Patrick er jo heller ikke nogen pivskid, men det er Rudy i allerhøjeste grad. Han var ikke engang ramt. Det er en skandale. Det var kun for at han kunne tjene nogle penge og ikke en skid andet,« lyder de hårde ord fra Brian Nielsen.

Selv om Lolenga Mock har nået en høj alder, er han stadig fit for fight, lyder det fra den tidligere danske sværvægtsmester.

»Lolenga er helt sikkert klar. Han vil meget gerne have den kamp mod Patrick. Formen er der,« siger Brian Nielsen.