Mahfoud vinder over argentiner og tilkæmper sig IBF-bæltet i kampen om bokseforbundets interrim-titel.

Den danske bokser Sarah Mahfoud udboksede lørdag aften argentineren Brenda Karen Carabajal i titelkamp i Frederiksberg Hallerne.

Mahfoud tilkæmpede sig dermed IBF-bæltet i kampen om bokseforbundets interrim-titel.

- Det var en fantastisk fed stemning i hallen, og det gik godt. Jeg er verdensmester, sagde Sarah Mahfoud efter kampen til B.T.

- Jeg har arbejdet med min aggressivitet, og jeg skulle bruge min venstre hele tiden og fange hende med min højre.

Sarah Mahfoud er efter lørdagens sejr ubesejret i ti kampe.

Hun ligger nummer 1 på IBFs verdensrangliste og har blandt andet kvalificeret sig til VM-kampen ved at erobre IBFs interkontinentale titel efter en sejr over sydafrikaneren Bukiwe Nonina.

Sarah Mahfoud er desuden kendt fra TV2-konkurrencen "Vild med dans", som hun i 2016 vandt sammen med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

Lørdag aften kæmpede blandt andet også de danske boksere Jeppe Morell og Oliver Meng i Frederiksberg Hallerne.

Unge Meng vandt kampen mod ukraineren Vasyl Kurasov, hvormed han forsvarede sin IBF juniortitel.

Morell tabte til Nikola Sjekloca fra Montenegro.

/ritzau/