47 år. 

Og ikke bokset siden 2013. 

Men det stopper ikke Mikkel Kessler – tværtimod.

Den danske bokselegende gør nemlig comeback 28. november, når han møder amerikanske Bernard Joseph i Brøndby Hallen.

Han vil tilbage og være verdensmester igen. Det er målet.

En beslutning, som dog har fået flere kritikere til at ryste på hovedet. Blandt andre B.T.s sportsredaktør, der er en smule rystet og faktisk dybt bekymret for danskerens eftermæle – og ikke mindst helbred.

Danskeren vil være verdensmester igen. FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den kritik preller dog af på Mikkel Kessler.

»Jeg har aldrig tænkt på mit eftermæle,« siger bokseren i et interview med B.T. og fortsætter:

»Jeg ved godt, mit eftermæle taler for sig selv, men jeg vil slet ikke snakke om eventuelt at kunne tabe den her kamp. For I (pressen, red.) skal vide, at jeg har gjort alt, jeg kunne, og mere til for at være i så god form som muligt. Jeg står skarpt.«

Så du er slet ikke bekymret for dit eftermæle?

»Nej. Det er ikke det, jeg skal leve på eller efter. Jeg er bare glad for, at jeg har fået muligheden for det her.« 

»Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at folk vil følge mig, og at der er interesse for det. Jeg savner boksning i Danmark.«

Mikkel Kesslers opsigtsvækkende comeback-plan blev torsdag afsløret på et stort pressemøde.

Du kan genopleve det hele LIGE HER.