Trods en sejr over den tredobbelte verdensmester Canelo Alvarez har Dmitry Bivol ikke meget at smile af.

Russeren var blevet garanteret en gevinst på to millioner dollar forud for kampen. Det svarer til over 14 millioner kroner.

Hans mexicanske modstander, Canelo Alvarez, ville tjene 15 millioner dollar, svarende til omtrent 107 millioner kroner.

Men Dmitry Bivol har ikke modtaget en krone. Det fortæller han til det russiske medie TASS ifølge Marca.

Som konsekvens af krigen i Ukraine har den russiske præsident, Vladimir Putin, skabt problemer for mange russeres økonomi gennem diverse sanktioner.

Dmitry Bivol (tv.) i aktion mod Canelo Alvarez 7. maj. Her blev russeren lovet 14 millioner kroner, han aldrig har fået.
Dmitry Bivol (tv.) i aktion mod Canelo Alvarez 7. maj. Her blev russeren lovet 14 millioner kroner, han aldrig har fået. Foto: Ethan Miller
Vis mere

Flere har blandt andet fået frosset deres bankkonti og kan ikke tage fra opsparingen, hvilket også er tilfældet for Dmitry Bivol.

Ifølge mediet har holdet omkring Bivol søgt efter alternative måder at modtage pengene på, men indtil videre er der ikke fundet en løsning.

Det vides heller ikke, om han har tænkt sig at gå i ringen igen om få uger – uden løn, eller om han vil give afkald på sin WBA let-heavywight-titel, som han har haft siden 2017.

Dmitry Bivol er blot en af mange, som har oplevet konsekvenserne ved krigen.

Det nok mest kendte eksempel er Roman Abramovich, men også den russiske forretningsmand Oleg Tinkov er iblandt.

Dmitry Bivol var sandsynligvis gladere efter sejren, end han er nu.
Dmitry Bivol var sandsynligvis gladere efter sejren, end han er nu. Foto: AL BELLO
Vis mere

Han blev tvunget til at sælge sin aktieandel på 35 procent, som han i øvrigt ikke fik mulighed for at forhandle. Og det var vel at mærke aktier i Tinkoff Bank, som Tinkov selv har været med til at starte.

Situationen berørte FCKs storaktionær Lars Seier Christensen, som over flere omgange røg til tasterne, hvor han forsvarede sin gamle ven.

»Det er jo decideret livsfarligt for ham at gå imod regimet, og det har allerede haft kolossale konsekvenser for ham, i og med at han er tvunget ud af sin bank, som han selv startede op fra bunden,« fortalte Seier til B.T.