Den russiske rigmand Umar Kremlev er parat til at betale godt 100 millioner kroner for at beholde boksning på det olympiske program til legene i Tokyo næste år.

I øjeblikket undersøger Den Internationale Olympiske Komité (IOC) en række forhold i Det Internationale Amatørbokseforbund, Aiba, hvilket har skabt tvivl om boksesportens OL-fremtid.

Onsdag oplyste Aiba, at forbundet er dybt afhængig af indtægter, der relaterer sig til OL.

Med en gæld på mere end 16 millioner dollar (106 millioner kroner) vil Aiba gå konkurs, hvis boksning mister sin OL-status, lød det onsdag fra forbundet.

Torsdag har Aibas russiske bestyrelsesmedlem, Umar Kremlev, sendt et brev til IOC med en opfordring til at holde fast i boksesporten.

- Jeg er parat til at betale hele Aibas gæld, hvis vores favoritsport forbliver på det olympiske program, skriver Kremlev.

I sidste uge trak Aibas præsident, Gafur Rakhimov, sig efter blot fire måneder på posten. Amerikanske myndigheder hævder, at usbekeren er en international heroinsmugler.

Boksning kom på OL-programmet i 1904. Siden har boksning været en del af OL på nær i 1912, da OL foregik i Stockholm, hvor boksning var forbudt.

/ritzau/AP