Prins Joachim omgivet af rockere: 'Ikke decideret bange, men...'
Prins Joachim endte på vinderbilledet midt i bokseringen i Parken, men det var en broget flok, der sad der, lyder fortællingen i en ny bog.

Prins Joachim endte på vinderbilledet midt i bokseringen i Parken, men det var en broget flok, der sad der, lyder fortællingen i en ny bog.

Hans Henrik Palm og Flemming Østergaard var hamrende stolte over, at Prins Joachim ville dukke op i Parken, da Mikkel Kessler boksede storkamp, men i kulissen foregik der et stort arbejde for at undgå rockerballade.
Der skulle nemlig både findes plads til den royale gæst, den senere svindeldømte Stein Bagger og en række rockere til opgøret, fortæller manden med det vilde netværk, Hans Henrik Palm, i sin nye bog 'Palm - jeg har altid rejst mig'.

Den tidligere europamester i boksning tjente kassen tilbage i 2007 og var god for flere hundrede millioner kroner - men han jagtede stadig gode forretningsmuligheder.
Det var det også, da han arrangerede storkampen mellem Mikkel Kessler og Librado Andrade, hvor der var rift om de helt fede billetter. Ifølge Palm talte publikum blandt andre Prins Joachim, Pia Kjærsgaard, storsponsoren Stein Bagger og en hel del Hells Angels-rockere.
Palm havde skaffet plads til prinsen, fordi en fælles ven havde spurgt efter dem, og det vakte glæde hos Flemming Østergaard, der på det tidspunkt styrede Parken Sport & Entertainment med Palm som medejer.
Østergaard ville personligt tage sig af den royale gæst, og Palm gik selv i gang med at sikre, at det gik glat trods den brogede flok omkring prinsen, fortæller han i bogen.

»Til stævnet kan ingen undgå at lægge mærke til, at der som sagt også er Hells Angels-rockere, som også godt kan lide boksning. De kan være nogle vilde typer, men min oplevelser af dem er, at de trods alt er til at lave en aftale med. Op til stævnet er jeg ikke decideret bange for, at der skal blive ballade. Men med Prinsen på forreste række vil jeg helst undgå alt for meget tumult.«
Blandt andet spurgte den daværende rocker Brian Sandberg om billetter, og ham og hans følge skulle ifølge Palm have opført sig som engle den aften. Kort efter kom det også frem, at Sandberg var Stein Baggers livvagt.
På Kesslers store aften gik Prins Joachim i ringen og gav sejrherren en laurbærkrans om halsen foran 25.000 mennesker i Parken. Det kunne næppe være skrevet bedre.
Hans Henrik Palm fortalte også, at han tjente 3-4 millioner på at lave kampen i Parken, hvilket polstrede kontoen yderligere.
Få år senere var han konkurs med 250 millioner i minus - læs den historie her.