PATRICK NIELSENS DAGBOG
Når jeg går ind i mit omklædningsrum i Brøndby Hallen i aften, er jeg ved at være i min ’zone’. Det kommer jeg altid, når jeg begynder at tage mit bokseudstyr på.
’Zonen’ er følelsen af, at det er nu, det gælder. Det er tid. Det sker typisk med to timer til kampstart. Her begynder jeg at tælle ned. To timer, én time, en halv time. Og så er det nu.
Jeg hører meget musik, som jeg kan lide, og som tænder mig. Det er musik, der gør mig klar til kamp. Jeg har en fast liste med musik, jeg hører før en kamp. Det er med bandet Disturbed, som er heavy metal. Jeg hører også meget Metalica og hiphop med Lloyd Banks. Det skal være ondskabsfuld musik, for det er nu, det gælder.
Jeg får også nogle af de mennesker, der betyder noget for mig til at komme ind og sige held og lykke til mig. Jeg hygger mig faktisk meget i omklædningsrummet før mine kampe. Jeg bliver ikke bare sådan en stiv, stille person. Jeg har brug for at være i gang, og jeg lukker ikke ned - jeg lukker tværtimod op.
Jeg bliver højrøstet. Jeg råber og skriger og bliver et vilddyr derinde, så jeg er nok lidt speciel at være sammen med i omklædningsrummet så tæt på kampen.
Jeg ved godt, at nogle ikke forstår, hvorfor jeg har besluttet mig for at stoppe som bokser, hvis jeg taber til Rudy. Men hvis sådan en gammel mand (på 38 år, red.) uden teknik kan komme ind og vinde over mig, jamen så kan jeg ikke bokse mod de bedste fremover.
Rudy er ingenting, og hvis jeg vil op og bokse mod de bedste i verden, skal jeg altså vinde den her kamp. Det er noget, jeg har gjort op med mig selv.
Derfor: Kan jeg ikke vinde over Rudy, der ikke er noget som helst, må jeg enten blive på det stadie, jeg er på nu, eller stoppe. Det første vil jeg ikke. Jeg vil mod toppen og fremad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, hvis jeg ikke er bokser. Det må jeg tage til den tid. Men det kommer ikke til at ske.
Selvom jeg allerede har bokset om en VM-titel, er kampen i aften mit livs kamp. Det er min nye, store chance. Samme chance fik jeg dengang i Rusland, hvor det hele bare gik skævt, og jeg var ikke voksen nok. Jeg skulle have sagt fra over for nogle ting dengang, som jeg ikke gjorde. Men denne gang har jeg selv været med til at bestemme det hele, og jeg kan ikke skyde skylden på andre, hvis det ikke går, som jeg vil. Det er helt op til mig nu.
Jeg har hovedet med, mine sparringspartnere er blevet lagt ned, så det fungerer bare for mig lige nu. Jeg er trådt i karakter på en anden måde end tidligere, og det får I og Rudy at se.
God kamp!
