Onsdag skal han møde i Retten i Glostrup.

Den tidligere topbokser og nuværende Satudarah-rocker Patrick Nielsen er igen i infight med retssystemet.

Anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi har rejst tiltale om fem færdselsovertrædelser, hvilket fremgår af en aktindsigt, som Se og Hør har fået.

Han er tiltalt for at have kørt påvirket af blandt andet kokain samt at bruge mobiltelefon under kørslen. Episoderne skete efter anklagemyndighedernes opfattelse i 2020 og 2021.

Nu går man rettens vej for at frakende Patrick Nielsen kørekortet, og det er ifølge mediet uvist, hvordan den tidligere 'Vild med dans'-deltager forholder sig til anklagerne.

Det svar får man i hvert fald onsdag, hvor Nielsen skal møde op i retten.

Han blev i 2021 dømt for et voldeligt overfald samt trusler mod sin ekskæreste, der også er mor til hans to børn. Han fik et års fængsel.