Patrick Nielsen er slået i gulvet. Men han er ikke slået ud endnu.

Team Sauerland bekræftede mandag, at den 26-årige dansker vender tilbage i bokseringen den 28. april imod boksestjernen Arthur Abraham på udebane i Tyskland.

Men comeback-kampen imod en tidligere dobbelt verdensmester, som er kendt for sin enorme slagskraft, har dog også fået mange op af stolene.

For er Patrick Nielsen klar psykisk og fysisk til en modstander af den kaliber og blot seks måneder efter et brutalt knockoutnederlag? Det er Patrick ikke i tvivl om, at han er.

»Arthur Abraham er en modstander, hvor jeg virkelig kan bevise, at nu er jeg altså tilbage igen. Det er en modstander, der kan få mig op på de rigtige pladser. Og det er en modstander, jeg godt kan vinde over,« siger Patrick Nielsen i et interview til BT og fortsætter:

»Jeg tænker stort. Jeg tænker, at jeg skal fremad. Der er ikke noget, der kan stoppe mig nu. Lad ham bare komme an. Lad hele verden komme an nu.«

Tyske Arthur Abraham har også tabt sin sidste kamp. Nu skal han møde den 26-årige dansker Patrick Nielsen i en kamp, hvor begge boksere vil forsøge at komme tilbage på sporet.
Tyske Arthur Abraham har også tabt sin sidste kamp. Nu skal han møde den 26-årige dansker Patrick Nielsen i en kamp, hvor begge boksere vil forsøge at komme tilbage på sporet. Foto: SOEREN STACHE
Vis mere

Nederlaget var et sort hul

Forberedelserne til storkampen mod John Ryder i oktober kunne ikke have været bedre. Alt spillede i træningslejren. Formen var i top, sparringen gik bedre end nogensinde, og taktikken var på plads.

Men så blev det kampdag. Og denne gang var tingene ikke, som de skulle være. Patrick fik det mærkeligt. Han vidste ikke, hvad han lavede i bokseringen. Han stivnede. Det hele sortnede for ham.

Og før han anede det, vågnede han op efter et brutalt knockoutnederlag, der for en stund havde knust drømmen om at blive verdens bedste bokser.

»Nederlaget var det vildeste. Det var et stort, sort hul, som jeg skulle op af. Og der var rigtig langt op. Jeg kan ikke huske så meget efter kampen. Men jeg kan bare huske, at når jeg går ud af ringen, så begynder jeg at stortude,« siger Patrick Nielsen og fortsætter:

»Boksning er mit liv. Jeg elsker boksning af hele mit hjerte. Det er det, jeg laver og lever af. Det var så slemt, at spørgsmålene væltede ind: Skal jeg stoppe? Hvordan kan det ske? Det kan ikke være rigtigt, at jeg er så dårlig?«

Den engelske bokser John Ryder slog Patrick Nielsen på brutal knockout i femte omgang.
Den engelske bokser John Ryder slog Patrick Nielsen på brutal knockout i femte omgang. Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Jeg vil få folk til at elske mig

Patrick var meget tæt på at stoppe karrieren. Han kalder det selv ‘fifty-fifty’. Men efter to ugers overvejelse, hvor han blev hjulpet af sin familie og sine tætte venner, kom han frem til konklusionen, at fejlen lå i hovedet på ham.

Nu har han fundet gnisten igen med hjælp fra en sportspsykolog, som han går til en gang om ugen. Han vil bevise over for alle, også kritikerne, der har svinet ham til efter knockoutnederlaget, at han er en klassebokser.

»Jeg stod op en morgen, hvor solen skinnede på mig på en rigtig måde. Og lige pludselig stod jeg inde i træningslokalet med handskerne på. Det var gået op for mig, hvorfor jeg begyndte at bokse til at starte med. Nu var den rigtige drøm tilbage. Drømmen om at blive verdensmester. Det var som en åbenbaring,« siger Patrick Nielsen og svarer på kritikken:

»Det er et hårdt game. ‘Haters gonna hate’. Kritikken på de sociale medier tænker jeg ikke meget over. Nu skal jeg bare omvende alle dem, der hader mig, til at elske mig.«

Patrick Nielsen har fundet gnisten igen. Han vil genoplive karrieren og jagte drømmen om at blive verdensmester.
Patrick Nielsen har fundet gnisten igen. Han vil genoplive karrieren og jagte drømmen om at blive verdensmester. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Det er slut, hvis jeg taber

Patrick Nielsen er klar over, at han er underdog i storkampen mod Arthur Abraham. Det vil han ikke lægge skjul på. Men når det så er sagt, så regner han med, at han undviger tyskerens tunge slag og piller ham fra hinanden over 12 omgange.

»Jeg tror, at kampen går 12 omgange. Men det bliver en hæsblæsende kamp. Helt klart. Jeg skal op i et gear, som jeg aldrig har været i. Det kan jeg allerede mærke, at jeg er på vej op i lige nu,« siger Patrick Nielsen.

Han forventer at få en VM-kamp i det anerkendte bokseforbund WBA, hvis han overrasker med en comeback-sejr over Arthur Abraham. Men skulle det ende galt, at han taber igen, så ville det være et definitivt farvel til boksesporten.

»Så er det slut. Den vej er jeg slet ikke begyndt at tænke på. Jeg har fået min sidste chance. Den udnytter jeg så. Jeg ser kampen som ‘vind eller forsvind’.«