46-årige Oscar de la Hoya er havnet i problemer.

Den tidligere bokser er af en kvinde blevet anklaget for et seksuelt overgreb, der skulle have fundet sted i 2017.

Det skriver BBC og ESPN om sagen, der har betydet, at den tidligere bokser er blevet sagsøgt.

Anklagerne fra kvinden lyder derudover på seksuel kontakt, vold mod hendes køn og uagtsomhed, ligesom hun anklager Oscar de la Hoya for at have påført hende ekstrem følelsesmæssig stress.

Kvinden, der dengang var 29, har fortalt, at hun mødte Oscar de la Hoya tilbage i 2016, og de indledte efter noget tid et seksuelt forhold.

Den 12. november 2017 blev hun inviteret hjem i De La Hoyas nye hus i Pasadena, og her har hun forklaret, at tingene tog en ubehagelig drejning.

Ifølge kvinden blev den tidligere bokser voldelig, da hun 'nægtede at udføre en særlig seksuel akt'. Det gjorde ifølge kvinden den tidligere bokser agressiv.

'Hun sagde gentagne gange nej og bad De La Hoya om at stoppe,' lyder det i papirerne fra retten.

Oscar de la Hoya (tv.) under en kamp tilbage i 2008.
Oscar de la Hoya (tv.) under en kamp tilbage i 2008. Foto: JEWEL SAMAD
Vis mere

Men ifølge kvinden blev hun overmandet af De La Hoya, der var voldelig og udførte et seksuelt overgreb, mens kvinden 'skreg i smerte, fik vristet sig fri fra De La Hoya og råbte af ham, men De La Hoya grinte bare og svarede ved at blive ved med at opfordre hende til at tage et shot,' lyder det.

Hun forlod hans hjem og tog til lægen, da hun følte sig hævet og havde smerter. Ifølge anklagen er kvinden blevet diagnosticeret med post-traumatisk stress som følge af episoden.

'I dag lider hun stadig af stress, føler ydmygelse og vrede som resultat af De La Hoyas handling. Som følge af det lider hun stadig konstant, og hun har dagligt symptomer på depression, angst og andre symptomer i forbindelse med posttraumatisk stress'.

Oscar de la Hoya har gennem sin talsmand meddelt, at han nægter sig skyldig.

»Oscar de la Hoya er fornyligt blevet sagsøgt for seksuelt overgreb. Historien er falsk. Oscar er en meget succesfuld forretningsmand, der styrer et af landets ledende firmaer (Golden Boy Promotions, red.) indenfor sport og underholdning - et oplagt mål,« lyder det fra talsmanden, der ikke tager sig af, at det er anden gang på kort tid, at den tidligere bokser bliver sagsøgt.

»Det betyder ikke noget. Begge søgsmål der for nyligt er kommet, er fra den samme advokat, som tydeligvis prøver at skabe sig et navn. Vi nægter, at det har fundet sted og ser frem til at forsvare Oscars gode navn og rygte,« siger talsmanden.

Det andet søgsmål kom fra en tjener, der tidligere har arbejdet for Golden Boy Promotions.

Han har fortalt, at De La Hoya tvang ham til at løbe personlige ærinder, og at den tidligere bokser ikke udbetalte løn eller sørgede for medarbejderne fik noget at spise.