Historien om Danmarks næste store bokser Oliver Meng er historien om en 19-årig fyr, der med egne ord 'bare er en dreng fra Falster'. Men forventningerne til hans karriere er tårnhøje.

»Der er ingen tvivl om, at Oliver er Danmarks næste store stjerne.«

Ordene, som kommer fra Jesper D. Jensen, formand for Dansk Professionelt Bokseforbund, giver genlyd i det lille, spejlfyldte fitness-rum i et helt almindeligt fitnesscenter i Nykøbing på Falster. Godt 40 mennesker er mødt op til Oliver Mengs åbne træning, to uger inden han fredag aften skal kæmpe sin junior-VM-kamp.

Kort tid inden har knap 20 kvinder forladt rummet efter en times træning.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og der er ikke noget, der beskriver, hvem Oliver Meng er som person, bedre end netop dét. For på trods af at han bliver kaldt den nye Mikkel Kessler og er spået en stor fremtid, så er han falstring med stort F. Og ALSTRING.

B.T. Sport møder Oliver Meng i lobbyen af det lokale fitnesscenter en tidlig lørdag. Træningstasken ligger åben på gulvet med handskerne halvt ude. Han tripper efter at slå dagens første slag. Men der er ingen boksering i byen, så vi venter tålmodigt på, at lokalet bliver ledigt.

»Vi vil gerne have vores eget sted hernede, for jeg skal aldrig til København eller noget andet sted. Når man er vokset op her, så tror jeg ikke, man kan andet end at elske det. Det er et fantastisk sted med en masse ro,« siger Oliver Meng.

De manglende faciliteter har ikke været en hindring endnu - det underbygger en VM-kamp som 19-årig. Det er sjældent for en dansk bokser, men det fortæller, hvor stort et talent Oliver Meng, der bliver kaldt den nye Mikkel Kessler, besidder. Eller måske rettere hvor dedikeret han er.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Som han sidder der i lobbyen, ligner han ellers ikke én, der med et blink med øjnene kan sende mig i gulvet. Han arbejder som klargøringsmand hos en bilforhandler, har en kæreste og 'et meget almindeligt liv'. I skolen var han aldrig specielt god til noget og blev altid set ned på som en af de 'dumme drenge'.

Oliver Meng spillede først fodbold, havde stor succes med springgymnastik og kørte motocross. Men det var, da faderens boksemedaljer en dag kom frem fra skabet, at boksningen blev interessant. Som otteårig fandt han sit kald – og fredag aften topper karrieren så foreløbigt med en junior-VM-kamp hos IBF-forbundet.

»Vi skal jo fremad i verden,« siger han med et stort smil på læben.

»Det er selvfølgelig gået lidt stærkt, men det synes jeg bare er fedt. Det er rart at blive bekræftet i, at man faktisk har et talent og er så god, som man går rundt og synes. Tænk på, hvor stor Mikkel Kessler var - han boksede 30 kampe, før han fik chancen. Det her er min femte kamp, og jeg er kun 19. Det skal nok lige gå op for mig, at det allerede er nu, det begynder at tage fart. Det er er fuldstændigt sindssygt,« forklarer han.

Selv om Oliver Meng på mange måder er helt almindelig, så er det alligevel på en ualmindelig måde. På ydersiden af venstre hånd har han 'TMB' tatoveret for Team Meng Boxing. Det fortæller, hvor store ambitionerne er.

Og så snart han træder gennem torvene og stiller sig i ringen, ændrer mentaliteten sig radikalt. Her kan han ikke være almindelig. Så bliver man ikke verdens bedste.

»I ringen er det vigtigt for mig at, at jeg er pumpet med selvtillid. Hvis man ikke har det, ryger man på røven. Jeg er selvsikker, i godt humør og har altid overskud med ind.«

»Hvor andre boksere har behov for at slå i væggen eller blive råbt ad for at blive tændt, så danser og synger jeg. Det er sådan, jeg gør. Jeg er mentalt helt afklaret med min opgave,« forklarer han.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det har aldrig været et problem at sætte sig op til en kamp. Faderen, Morten Meng (foto), husker, hvordan Oliver ved DM i 2016 landede i lufthavnen fra Rusland og nærmest kørte direkte til kamp. Efter én omgang havde han styr på, hvordan han skulle bokse sin modstander – selvfølgelig med en sejr til følge.

»Det er en styrke, som mange ikke har. Jeg var altid sindssygt nervøs, når jeg skulle bokse, og det fjerner meget af opmærksomheden. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal gøre Oliver nervøs. Han er iskold,« sparker far Meng ind fra sidelinjen.

Hvis vi skal vente lidt med at gå bokseteknisk ind i, hvem Oliver Meng er, så er det mentaliteten, der er hans helt store force. Du kan ikke opstøve en dansk bokser, der er mere dedikeret.

»Oliver har viljen, styrken og ikke mindst opbakningen hjemmefra. Det gør ikke det hele, for i sidste ende er der kun én, der bestemmer, om man bliver til noget. Det er Oliver selv. At han har revet flere år ud af sin kalender for at bokse 100 procent, det er helt fantastisk. Nu skal han bare sørge for at få nye modstandere hele tiden og holde sig aktiv,« siger Jesper D. Jensen om det unge stjernefrø.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Inden kampen fredag har Oliver Meng aldrig været i bedre form. Hvilepulsen siger 32, og 10 omgange bliver intet problem, slår han selvsikkert fast. Han står som skåret i granit og har sparret med de bedste danske boksere i lang tid op til kampen. Formen burde kunne udkonkurrere samtlige andre i aldersgruppen.

Selve kampen har han kørt igennem hovedet mindst 1.000 gange, mens han har spankuleret ned ad hovedgaden i Nykøbing.

Boksningen er alt, der styrer hovedet – og så er det godt, at han har en kæreste, der er sød til at klare støvsugningen på hjemmeadressen, når alt roterer om at blive den bedste i ringen. Og til at smide en frossen and på håndleddet, når der er tomt for ærter, og træningen har været hård.

Han kender sin modstanders, den 21-årige tanzanianer Maono Ally, svagheder og ved, hvor han skal angribe ham. I kontraboksningen. For Maono Ally vil gerne svinge meget og slå tunge, hårde slag – Oliver Meng på den anden side er lynghurtig og er som noget atypisk højrefodsbokser altid tæt på modstanderen med den højre favorithånd.

Så er der kun selve kampdagen tilbage, og her er rutinen helt testet, optimeret og gennemprøvet.

»Det er vigtigt for mig, at jeg sover godt aftenen inden. Så skal jeg have noget god morgenmad, for jeg har allerede været til indvejning. Mine depoter skal fyldes helt op. Ellers er det vigtigste, at jeg er nyklippet, når jeg skal i ringen. Så jeg render nok en tur til frisøren og får lidt frisk luft,« griner han og trækker et mindre ryst på hovedet fra farmand.

»Et par timer inden kampen kører jeg lidt på en foamroller og får løsnet kroppen helt op. Når jeg kommer ned i omklædningsrummet, og jeg kan høre larm, trampen og musikken, der spiller fra hallen, så begynder jeg at gå ind i den her zone. Jeg sætter en blanding af 80'er-musik og rap på anlægget. Skoene, shortsene og sidst handskerne kommer på, og så er jeg mentalt helt sat op,« fortsætter han.

Og så bliver jeg nødt til at stoppe rutinen.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

For jeg vil selvfølgelig gerne se, hvilke handsker der skal sikre ham VM-titlen. Problemet er bare, at de ligger derhjemme – og igen kommer kæresten ham til undsætning og kører til fitnesscenteret med intet mindre end et par handsker i guld.

»Lige inden walk-in forsvinder al nervøsitet og tanker. Jeg elsker opmærksomheden, når jeg går ind i salen. Alle sidder og kigger på mig, lyset følger mig, og musikken spiller - det er en ret vild følelse at vise, at det er her, jeg hører hjemme. Jeg har ikke bokset professionelt i Nykøbing før, så det bliver helt vildt, når jeg skal smide T-shirten i ringen for første gang på hjemmebane,« siger han.

»Jeg gider ikke snakke om, hvor langt, jeg kan nå, jeg vil kun vinde fredag. Det er alt, jeg tænker på.«

Oliver Meng bokser sin junior-VM-kamp fredag kl. 18 mod Maono Ally.

Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Om Mogens Palle

»Han har jo stået med Mike Tyson og alle de store boksere, og er i Hall of Fame. Dét, at han skaffer mig en IBF-kamp allerede nu, er helt vildt. Jeg stoler rigtigt meget på ham, fordi han har så meget erfaring og kender gamet.«

»Han giver mig ikke en bokser, der kommer for at hive sækken, og som jeg knockouter i første omgang. Alle jeg har mødt, har været gode boksere med positive rekordlister.«

»Der er mange nye boksere, der kæmper mod nogle, der har bokset 30 kampe og tabt 20. Det ville se dumt ud, hvis det var dem, jeg havde bokset mod.«

Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Om idolerne

»Der er mange gode boksere derude, men det er nok den gamle, der er mit største idol. Jeg kan også godt lide Canelo Alvarez, han har en fed stil. Den ene dag vil jeg gerne være en killer som Mike Tyson, og den anden dag vil jeg gerne være hurtig som Mayweather. Når man så får mikset det hele sammen, så har man en perfekt bokser.«

»Mikkel Kessler var Danmarks største bokser nogensinde. At blive lige så stor som ham ville være for vildt. Men jeg tror, jeg har det, der skal til for at gå videre.«

»Han opnåede en masse, men jeg er jo en ung gut, jeg er 19 år. Jeg tror på, at jeg kan blive større. Men jeg er jo ikke Mikkel Kessler - eller en ny Mikkel Kessler. Jeg er mig selv, jeg er Oliver Meng.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Om boksestilen

»Jeg er atypisk, fordi jeg er højrefodsbokser (står med højre fod forrest, red.) og slår lige hårdt med begge hænder. Jeg er rigtig glad for at bruge højre hånd, og når den nu er tættest, så har jeg også let ved at ramme. Det er en kæmpe force for mig.«

»I første omgang, der ser de den virkelig ikke komme. Det går alt for stærkt for dem. Men når vi rammer tredje eller fjerde omgang, så begynder de så småt at lægge mærke til det. Men jeg er bare for hurtig for dem, de når ikke at se mig, før det er for sent.«

»De er ramt. Jeg har speed, og jeg har power, så det er virkelig svært for dem at omstille sig, selv når de har 10 omgange at gøre godt med. De skal virkelig up'e deres game for at være med.«