Lørdag morgen sov den legendariske boksepromotor Mogens Palle ind i en alder af 88 år.

Mogens Palle var ramt af lungekræft og har tidligere også fået konstateret modermærkekræft.

Hans ven, tidligere bokser og boksetræner Hans Henrik Palm, fortæller til B.T., at Mogens Palle har betydet ‘alt’ for boksesporten.

»Den korte version er, at han har betydet alt. Han har skabt utrolige resultater gennem årene til et lille land som Danmark. Det har han gjort med snilde, dygtighed og stædighed. Og temperament ikke mindst. Han har fyldt dansk boksesport i årtier,« siger han.

Mogens Palles ven Hans Henrik Palm fortæller, at han var afklaret med døden.
Mogens Palles ven Hans Henrik Palm fortæller, at han var afklaret med døden. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hans Henrik Palm har blandt andet fungeret som boksetræner under Mogens Palle.

»Han har fyldt meget i mit liv. Jeg har kendt ham, siden jeg var 14 år, og ud over boksning var vi også private venner, og vi har været igennem alt muligt sammen og rejst verden rundt,« siger han.

Hans Henrik Palm fortæller, at han senest så Mogens Palle for en måneds tid siden.

»Jeg er som sådan ikke overrasket, for jeg vidste godt, at han var svag. Sidst jeg var hjemme hos ham, kunne jeg godt se, at fysikken var ved at være dårlig. Men han var klar i hovedet. Han snakkede, og han var stadig sur. Der var et par stykker, der var idioter, også fra pressen. Dette sagt med et glimt i øjet,« siger Hans Henrik Palm og fortsætter:

Boksepromotor Mogens Palle er død efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.
Boksepromotor Mogens Palle er død efter længere tids sygdom. Han blev 88 år. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Jeg tror, han var afklaret med døden. Da Lis (Mogens Palles kone, Lis Palle, som døde i 2020, red.) gik bort og fysikken blev svag, erkendte han, at det var ved at være slut. Jeg har ikke så lang tid igen, sagde han. Så han var afklaret med, at døden var tæt på,« siger Hans Henrik Palm.

Mogens Palle var blot 23 år, da han i 1957 valgte jobbet som værktøjsmager fra og i stedet begyndte at arrangere boksekampe i samarbejde med sin far – Thorkild Palle – og den tidligere europamester Jørgen Johansen.

Nogle år efter gik Mogens Palle solo og arrangerede i de efterfølgende årtier flere store kampe på dansk jord.

I 2008 blev Mogens Palle optaget i International Boxing Hall of Fame i USA.

Store danske boksere som Mikkel Kessler, Jimmi Bredahl, Gert Bo Jacobsen, Brian Nielsen og Sarah Mahfoud har alle været i stald hos Mogens Palle.