Mogens Palle gennemgår lige nu en umenneskelig periode, hvor han for nylig mistede sin hustru og selv kæmper med alvorlig sygdom.

Den 86-årige boksepromotor tilhører samtidig gruppen af ekstra udsatte borgere i forhold til den meget smitsomme coronavirus, der har lukket det danske samfund ned.

Selvom det er en hård omgang, forsøger Mogens Palle at bevare en flig af optimisme.

»Efter omstændighederne har jeg det rimeligt,« siger Mogens Palle over telefonen til B.T. fra hjemmet i Bagsværd.

Mogens Palle kæmper med alvorlig sygdom midt i en tid med Corona-virus.
Mogens Palle kæmper med alvorlig sygdom midt i en tid med Corona-virus. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Her har han som så mange andre danskere lukket døren til samfundet udenfor og venter på, at coronavirussen slipper sit tag i Danmark og resten af verden.

»Jeg er hjemme, du ved, og får da også lidt at spise. Men jeg har sådan set været syg i et stykke tid. Jeg hoster ad helvede til og er snothamrende forkølet,« fortæller Mogens Palle.

Symptomerne lyder unægteligt som dem, Sundhedsstyrelsen har oplyst kan være tegn på den smitsomme covid-19.

Mogens Palle har dog ikke bedt om at blive testet, selvom han har været ramt af hoste og forkølelsen i en uges tid.

'En ordentlig omgang,' som han siger.

»Nej, jeg er ikke blevet testet. Det er der ingen, der bliver jo. Jeg skal dog på hospitalet i morgen (mandag, red.). Det har ikke noget med coronavirus at gøre, men man ved jo ikke, om det kan blive det,« siger Mogens Palle og hoster tilfældigvis ind i telefonrøret.

Som sagt har Mogens Palles aftale på sygehuset mandag intet med hans hoste eller forkølelse at gøre.

Mogens Palle har ikke tidligere fortalt offentligheden om det.

Sarah Mahfoud, Mogens Palle, Bettina Palle og overborgmester Frank Jensen på Københavns Rådhus torsdag den 6. februar 2020, efter Sarah Mahfoud vandt lørdag IBF VM-bæltet i fjervægt. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Sarah Mahfoud, Mogens Palle, Bettina Palle og overborgmester Frank Jensen på Københavns Rådhus torsdag den 6. februar 2020, efter Sarah Mahfoud vandt lørdag IBF VM-bæltet i fjervægt. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men trods et særdeles aktivt liv i en alder af 86 år med en krævende bokseforretning for fuld damp kæmper den legendariske promotor sin egen kamp mod alvorlig sygdom.

»Jeg er i behandling for kræft, men jeg har også noget med nyrerne og diabetes. Så jeg har hele paletten. Derfor er jeg selvfølgelig ekstra udsat og i højrisikogruppen, og hvis jeg ikke selv passer på, hvem fanden skulle så gøre det for mig,« siger Mogens Palle og fortsætter:

»Det er modermærkekræft, jeg har, og det sidder i nogle lymfer. Men jeg har sgu ikke opgivet ævred, og jeg er her da endnu.«

Omstændighederne omkring sygdom og truslen fra coronavirus har sat tankerne i gang, forklarer Mogens Palle.

»Det er klart, at jeg er bekymret, men jeg spekulerer også ekstra meget på min datter Bettina. Jeg har lige mistet min kone (Lis Palle til Alzheimers sygdom, red.) og hun sin mor. Og så er der jo også mit barnebarn at tænke på,« siger Mogens Palle i en alvorlig tone.

Han roser statsministeren for hendes håndtering af den alvorlige krise, som Danmark befinder sig i lige nu.

»Jeg synes, at Mette Frederiksen har behandlet det her på en kanon måde, og jeg kan ikke forstå, at nogle folk ikke er mere forsigtige, end de er,« fortæller Mogens Palle og tilføjer:

»Jeg kan jo selv kun håbe på det bedste.«

Mogens Palle forklarer også, at han på grund af coronavirus har været nødt til at udsætte et boksestævne, som skulle være afviklet i foråret.

Her var det ellers meningen, at verdensmester Sarah Mahfoud skulle have bokset, mens stortalentet Enock Poulsen havde en EM-kamp i sigte.