Sarah Mahfoud bokser VM-kamp på hjemmebanen i Hillerød 7. december.

Den danske boksers drøm om et VM-bælte skulle nu for alvor være en realitet.

Overfor B.T. bekræfter Mogens Palle, at Sarah Mahfoud møder argentinske Brenda Carabajal om IBFs interim VM-titel i fjervægt i Hillerød 7. december.

Det er altså den midlertidige VM-titel hos det store bokseforbund, som den danske bokser skal kæmpe om, da den 'rigtige' verdensmester Jennifer Han måtte afstå sin titel midlertidigt som følge af graviditet.

Men får Sarah Mahfoud først fat i bæltet, kan hun med rette alligevel kalde sig verdensmester.

Danskeren er dog forpligtet til at forsvare titlen mod netop Han, hvis amerikaneren vender tilbage til ringen.

Sarah Mahfoud blev landskendt, da hun for et par år tilbage vandt tv-programmet 'Vild Med Dans' med partneren Morten Kjeldgaard.

Siden blev hun professionel bokser hos Mogens Palle og Danish Fight, hvor hun er ubesejret i ni kampe indtil nu.