»Min mor havde en halv porter stående på det ene værtshus og en kvart porter på det andet. Hun var ikke dranker.«
Sådan lyder det fra Mikkel Kessler i den nye bog 'Mikkel Kessler – Uden parader', hvor den tidligere topbokser fortæller hele historien om opvæksten på Islands Brygge til toppen af bokseverdens elite.
Allerede i bogens første kapitel, fortæller han om sine forældre, og det er her, han kommer ind på moren, Ann 'Mopper' Patricias forhold til alkohol.
»Det var selskabeligheden i at få en lille en, der var det vigtigste, når hun sad på Haraldsborg, Ritas Kælder, eller hvor hun nu hyggede sig med sine venner. Jeg har set hende fuld to eller højst tre gange i mit liv,« forklarer Mikkel Kessler.
Mikkel Kesslers far, Ole Kessler, kunne til gengæld godt drikke igennem, når der var fester, men ifølge bokseren var han ikke beruset i hverdagene, selvom han godt kunne lide at drikke en øl eller fem.
Den tidligere topbokser fortæller, at han altid vidste, hvor hans forældre var – på værtshusene – mens nogle af vennerne derimod havde forældre, der forsvandt på druk i flere dage. En uvished, som han er glad for ikke selv at have oplevet.
Mopper blev landskendt, da hun sammen med Mikkel Kesslers halvsøster, Linse, samt Linses datter, Geggo, optrådte i serien 'Familien fra Bryggen', hvor man fulgte deres liv på Islands Brygge.
Hun døde i 2016, 78 år gammel, efter en længere periode med sygdom.
'Mikkel Kessler – Uden parader' udkommer 15. oktober på Politikens Forlag.