Den legendariske bokser Mike Tyson har et væld af kontroversielle episoder bag sig. 

Men det er langt fra alle, som offentligheden kender til. 

I den nye Netflix-dokumentar 'TYSON' åbner han op for nye kapitler fra sin mørke fortid ifølge Nettavisen. 

Den nu 60-årige Tyson fortæller blandt andet om, hvordan han med bizarre midler snød dopingkontrollen. 

»En falsk penis. Sådan bestod jeg dopingtestene,« siger han i dokumentaren.

Han refererer til et hjælpemiddel, der kaldes 'The Wizzinator', som er et apparat, der kan fyldes med urin og bruges til at aflægge en urinprøve.

Mike Tyson har været gift med Lakiha Spicer siden 2009.  Foto: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix

Den tidligere bokser afslører yderligere, at han brugte urin fra både sin kone og børn for at slippe afsted med misbruget.

»Jeg puttede mit barns urin i den. Engang brugte jeg min kones urin, og så sagde hun: 'Skat, du må håbe på, at testen ikke viser, at du er gravid eller noget,'« siger han.

Forklaringen tager dog en mærkelig drejning, fordi han senere forklarer, at han slet ikke behøvede at tage dopingtests. 

»Jeg tog ingen forbandede dopingtests. Når jeg kæmper, ændrer reglerne sig,« hævder Mike Tyson senere.

Til sidst slap heldet dog også op.

Opgøret mod Andrew Golota i oktober 2000 endte uden kamp, efter Mike Tyson blev testet positiv for cannabis.