Efter 10 runders hård boksning kan 'One Punch' Micki Nielsen kalde sig ungdomsverdensmester i boksning. Den 20-årige dansker besejrede georgieren Gogita Gorgiladze i kampen om 'WBC Youth Cruiserweight World Title'. Danskeren vandt med sommerstemmerne 99-91, 100-91 og 100-90 og var tydeligt lettet og glad, da han udtalte sig til TV3 efter kampen i MusikTeatret i Albertslund.

- Jeg har det godt nu. Det er dejligt, at det er overstået, siger Micki Nielsen, der kampen igennem stod godt på benene - men til gengæld arbejde lidt tungere med sine slag.

- Jeg slår min hånd lidt i 2. omgang, og jeg kan derfor ikke bruge den så godt. Men det gik meget godt, siger Micki Nielsen til TV3+.

- Det er sindssygt fedt, at stå her med bæltet, og det er fedt her i Albertslund, siger Micki Nielsen til hjemmepublikummets store begejstring.

Det blev også til sejr for Abdul Khattab, der kaldes det største talent i dansk boksning siden Mikkel Kessler. Khattab boksede for første gang under Sauerlands vinger lørdag aften, og den 20-årige mellemvægter kvitterede med sejr mod sin estiske modstander, Aleksei Tsatiasvili. Abdul Khattab vandt med cifrene 60-54, 60-54, 59-55.

Esteren var sej nok til at stå imod danskerens massive pres gennem alle seks omgange. Først i 5. omgang så Aleksei Tsatiasvili for alvor rystet ud. Khattab ramte dybt med et par hårde stød på modstanderens kæbe.

Khattab viste gennem hele kampen, at han er en teknisk stærk bokser. Han varierede sine udfald og straffede samtidig esteren, når dennes angreb mislykkedes.

Senere lørdag aften skal Micki Nielsens storebror, Patrick Nielsen, bokse titelkamp mod Tony Jeter fra USA.