Dopingsagen mod danske Micki Nielsen ruller videre, og nu har bokseren endelig modtaget de første officielle anklagepunkter fra de sydafrikanske antidopingmyndigheder SAIDS.

Her er 23-årige Micki Nielsen anklaget for ulovlig brug af præstationsfremmende midler i forbindelse med sin sejr i juni 2016, hvor han mødte Johnny Muller på udebane i Sydafrika.

Sagen omhandler en positiv dopingtest med spor af testosteron, der kom frem i offentligheden 19. januar i år. I den forbindelse varslede den sydafrikanske dopingmyndighed SAIDS, at man ville åbne en officiel dopingsag mod Micki Nielsen.

Dengang havde bokseren dog ikke modtaget en officiel anklage fra sydafrikanerne, men det har Micki Nielsen nu. Det oplyser bokserens manager Simon Lundt.

»Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget noget fra sydafrikanerne, og det ser vi på,« fortæller Simon Lundt.

Han fastholder på vegne af Micki Nielsen, at cruiservægteren er uskyldig i anklagerne om brug af doping, og at bokseren stadig sår alvorlig tvivl om gyldigheden af dopingtesten.

Det skyldes blandt andet, at testen blev analyseret på et laboratorium i Doha, Qatar, som i øjeblikket er suspenderet af det internationale antidoping-agentur WADA, fordi det ikke lever op til de internationale standarter.

Bokseren og hans bagland undrer sig også over, at testens resultat først forelå 19. januar i år - flere måneder efter, at bokseren blev testet.

»Jeg har ringe tiltro til det stykke arbejde, der er blevet udført,« siger manager Simon Lundt om de dopingprøver, som er blevet foretaget på et laboratorium i Doha
»Jeg har ringe tiltro til det stykke arbejde, der er blevet udført,« siger manager Simon Lundt om de dopingprøver, som er blevet foretaget på et laboratorium i Doha Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

I Sydafrika bekræfter SAIDS' direktør, Khalid Galant, at de officielle papirer i sagen er sendt til Danmark.

»Det er korrekt, at vi har informeret bokseren om den positive test, og han har nu nogle forskellige muligheder, som vil blive gennemgået. Og derfra håber vi at gå ind i en periode på seks uger, hvor sagen forhåbentlig vil blive afgjort,« siger han.

Ingen af parterne ønsker at fortælle, hvad der står i skrivelsen fra Sydafrika, og altså heller ikke om de ukendte omstændigheder omkring den positive dopingprøve.

Til gengæld er der nu dukket endnu et testresultat op fra Micki Nielsen. Denne gang er det en dopingtest, som danskeren afgav i forbindelse med hans seneste kamp, der også blev bokset i Sydafrika mod bokseren Kevin Lerena.

Og her viser den seneste dopingtest ingen spor af doping, fortæller Simon Lundt.

»Jeg kan også bekræfte, at vi har modtaget et negativt testresultat fra Mickis kamp mod Kevin Lerena, så der er ikke noget at komme efter,« siger han.

Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Manageren hæfter sig ved, at Micki Nielsen nu kan fremvise negative testresultater fra både kampen mod Kevin Lerena, og også fra opgøret mod italieneren Mirko Larghetti, der blev bokser før den positive test blev afgivet i juni mod Johnny Muller.

»Jeg kan ikke se, hvorfor der overhovedet skulle have været noget (doping, red.) imellem de to kampe. Det giver jo slet ikke mening. Jeg har ringe tiltro til det stykke arbejde, der er blevet udført,« fortsætter Simon Lundt.

Det har ikke været muligt for BT at få svar på, om den nye dopingtest også blev analyseret på det udskældte laboratorium i Doha.

Hos SAIDS vil Khalid Galant ikke forholde sig til Micki Nielsens seneste dopingresultat. Men han fortæller, at danskeren er velkommen til at inddrage den i sit forsvar i sagen.

»Er Micki Nielsen blevet testet igen, vil han have muligheden for at argumentere for, at det har en relevans, men jeg kan ikke kommentere yderligere på de ting,« siger Khalid Galant.