Den tidligere verdensmester i boksning Anthony Joshua har været involveret i en bilulykke i Nigeria.
En ulykke, der ifølge flere lokale medier, har kostet to personer livet.
Sådan skriver Daily Mail.
Den 36-årige bokser, der på ny er blevet højaktuel efter en boksekamp mod Jake Paul, sad i en Lexus Jeep, da den kørte ind i en stillestående lastbil på Lagos-Ibadan-motorvejen i Makun.
Ifølge mediet viser optagelser, at Anthony Joshua sidder fortumlet i bar overkrop på bagsædet af en bil. Senere sidder han i et udrykningskøretøj, viser optagelser ifølge mediet.
BBC skriver, at han er blevet fragtet til et nærtliggende hospital, hvor han skal undersøges.
Videre lyder det, at han er blevet mindre skadet, mens to andre personer har mistet livet.
Anthony Joshuas promoter Eddie Hearn har kommenteret hændelsen overfor mediet.
»Jeg er væk på familieferie og vågnede op til nyheden om denne hændelse,« siger han og tilføjer:
»Vi forsøger at kontakte Anthony, og i mellemtiden ønsker vi ikke at spekulere i, hvordan han har det, men heldigvis ser han ud til at have det fint ud fra det, jeg har set på billederne.«
Videre fortæller Eddie Hearn, at de nu afventer yderligere informationer om den tidligere verdensmesters tilstand.
Det var i sjette runde, at Anthony Joshua fik knockoutet YouTube-stjernen Jake Paul. Her fik han brud på kæben. Det kan du læse mere om HER.
