Indvejningen forud for lørdagens boksebrag var klaret til perfektion, men der var et lille skår i glæden for Sarah Mahfoud.
Hun havde nemlig glemt en ganske særlig ting. Det afslørede hun kort efter indvejningen i Royal Arena, hvor hun som altid mødte op med et stort smil.
»Jeg har det rigtig godt. Jeg er selvsikker, det bliver en pissefed kamp i morgen, og jeg glæder mig helt sindssygt meget,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Det eneste, der var pinligt, det var, at jeg havde glemt at have det fucking bælte med. Det var ikke så godt, men i morgen kommer jeg ind med det.«

Den tidligere danske verdensmester havde udover sin morgenkaffe hverken indtaget vådt eller tørt siden torsdag aften, hvor det blev til en omgang yoghurt.
Derfor fik fasten skylden for den store forglemmelse af WBC's sølvbælte, som hun lørdag bokser om mod den tidligere mangedobbelte verdensmester Marcela Acuña.
»Det (bæltet, red.) ligger i mit skab derhjemme i mit flotte glasskab, som jeg lige har pudset. Min bror stod og tog billeder af det, inden vi gik ud ad døren. Og så ved jeg ikke, hvad der skete.«
»Det er, når man er lidt dehydreret, og man ikke har spist i mange timer, så sker sådan noget åbenbart,« siger hun med et smil.
Sarah Mahfoud slutter boksefesten af i Royal Arena, når hun lørdag aften bokser titelkamp mod argentinske Acuña.
De to fjervægtere kæmper om WBC’s Silver-titel, som i praksis fungerer som en form for VM-kvalifikationskamp til WBC’s store VM-titel.
Hele stævnet kan ses gratis på bt.dk lørdag aften.