Skotland er i sorg, efter landets bedste bokser nogensinde er død.

Ken Buchanen blev 77 år, og nyheden om hans død kommer et år efter, at hans søn, Mark, fortalte om sin fars demenssygdom.

Det skriver BBC.

Buchanan var både verdens- og europamester i løbet af sin glorværdige karriere, hvor han også blev kåret som 'Årets Fighter' foran blandt andre legenderne Muhammad Ali og Joe Frazier.

Ken Buchanan kæmper mod mexicaneren Ruben Navarro i Los Angeles i 1971.
Ken Buchanan kæmper mod mexicaneren Ruben Navarro i Los Angeles i 1971. Foto: Anonymous
Vis mere

»Det er med stor sorg, at vi informerer jer om, at Ken gik bort, mens han sov. Hvil i fred, Ken, altid en gentleman og en af de bedste mestre, vi nogensinde får at se,« lyder meddelelsen fra familien.

Hans søn har tidligere udtalt, at demensen formentlig skyldtes Ken Buchanans karriere i boksning.

Buchanan blev professionel i 1965, og han vandt sine første 33 kampe.

I 1982 gik han på pension med 61 sejre og kun 9 nederlag. 27 af sejrene kom via knockout.

Han blev indlemmet i boksningens hall of fame i 2000.

Sidste år blev en statue af ham opført i Leith-bydelen i Edinburgh.