Mikkel Kessler slog sig ud af den kriminelle løbebane, men det samme var ikke tilfældet for flere af hans barndomsvenner.
Det stoppede dog ikke den tidligere boksestjerne fra at holde af dem og endda hjælpe dem ud på den anden side.
Det beskriver amagerkaneren i sin spritnye bog, 'Mikkel Kessler – Uden parader', hvor den tidligere topbokser fortæller hele historien – fra opvæksten på Islands Brygge til toppen af bokseverdenen.
Han forklarer her, hvordan hans store karriere og offentlighedens massive interesse ikke stoppede ham i at besøge gamle venner på Christiania – eller i fængslet.
»Det har altid været vigtigt for mig. Mine venner fra dengang, jeg var en ung, fattig dreng på Bryggen, er stadig mine venner, selvom jeg har fået penge på bogen, og et ansigt, der er kendt i offentligheden,« skriver Mikkel Kessler.
Hans gamle ven Steffen blev dømt for danmarkshistoriens største røveri, hvortil en lang fængselsdom fulgte med.
»Selvom jeg på ingen måde syntes, at det var fedt, at han droppede en ellers lovende karriere som professionel bokser for i stedet at blive kriminel, var han stadig min ven.«
Mikkel Kessler besøgte sin ven Steffen flere gange gennem de mange år, han sad i fængsel - med sig havde han også ofte Steffens søn.
Han var ligeglad med om diverse medier kunne opsnappe historien om en verdenskendt bokser, der fast frekventerede fængsler i Danmark.
Da hans gamle ven var klar til at blive prøveløsladt i 2014, sagde Mikkel Kessler ja til at hjælp ham på den anden side.
»Vi aftalte med Kriminalforsorgen, at vi gerne ville hjælpe Steffen tilbage til et liv på fri fod,« lyder det videre, og det gjorde han også.
Det er heller ikke den eneste ven, som Mikkel Kessler har hjulpet gennem livet. Hans ven Simon røg i problemer i forbindelse med en større hashsag.
Forinden Simon blev dømt sov han på Mikkel Kesslers sofa, og efter hans tid i brummen, gav Mikkel Kessler ham et job som sin manager.
I bogen fortæller han også om sine forældres forhold til alkohol. Det kan du læse mere om HER.
Han beskriver også sin barndom, hvor tyveri, stoffer og politiet spillede en rolle, før han fik en opsang fra uventet kant. Det kan du læse mere om HER.

