Danske boksefans glemmer det aldrig.

Det kan man ikke.

Billederne af Mikkel Kessler, der sidder – helt udmattet – i et ringhjørne. Alt imens Jimmy Montoya står og råber ham ind i hovedet foran et ellevildt publikum. Jamen, de har for længst brændt sig fast på nethinden.

I adskillige år var det mexicanske ikon nemlig træner for førstnævnte. De virkede som et uadskilleligt makkerpar. Og sammen opnåede de nogle af de største triumfer, som dansk boksning nogensinde har set.

Derfor var der nok også en del, der havde set frem til at se Montoya tilbage i ringhjørnet, når Mikkel Kessler gør comeback i slutningen af november.

Men de kommer altså til at blive skuffede.

Jimmy Montoya var danskerens træner i flere år. FOTO: Esben Salling/Ritzau Scanpix

For mexicaneren bliver ikke en del af det opsigtsvækkende projekt. Også selv om danskeren faktisk har afsøgt muligheden.

Det fortæller Mikkel Kessler i et interview med B.T.

»Jeg ringede til Jimmy, som efterhånden er blevet 89 år. Han ville faktisk gerne komme, men hans søn er desværre meget syg, så han er nødt til at være hos ham,« lyder det fra den danske bokselegende, inden han fortsætter: 

»Han var ellers klar nok, selv om han har mistet et øje og en storetå – ligesom han har lidt bøvl med balancen.«

Sammen opnåede makkerparret blandt andet store sejre over stjerner som Carl Froch og Allan Green.

Drømmen om store triumfer lever i øvrigt igen hos den danske bokser.

Han erkender dog, at der stadig mangler en del, før han er klar til at træde op på den helt store scene igen.

»Jeg mangler noget fysisk form. Konditionsform. Og så nogle omgange. Det er dog gået rigtig stærkt inden for de seneste uger, synes jeg. Men jeg må bare heller ikke overtræne,« afslutter danskeren.

Mikkel Kessler møder amerikanske Bernard Joseph i Brøndby Hallen 28. november.