Er Mikkel Kessler tilbage?

Det tyder alt på.

For tirsdag skrev Ekstra Bladet, at den danske bokselegende gør et opsigtsvækkende comeback.

Og nu indkalder Viaplay samt danskerens tidligere promotor Kalle Sauerland til pressemøde torsdag.

Her vil tyskeren og den 47-årige boksestjerne være til stede, lyder det i en pressemeddelelse.

Der vil være tale om en podieannoncering, hvor der kan stilles spørgsmål til hovedpersonerne, står der videre i meddelelsen. 

Hvis comebacket ender med at blive en realitet, vil det være første gang siden maj 2013, at Mikkel Kessler bokser en professionel kamp.

Danskeren har dog tidligere forsøgt at gøre comeback.

I 2017 annoncerede Kessler nemlig, at han arbejdede på at vende tilbage i ringen.

Det blev dog aldrig til noget, eftersom han blev bidt af en flåt og efterfølgende fik konstateret borrelia.

I stedet meldte han i 2018 ud, at han definitivt stoppede boksekarrieren.

To år senere blev Mikkel Kessler indlemmet i sportens Hall of Fame.