»Det var den vildeste episode, for alle snakker jo om dengang Mike Tyson bed øret af Evander Holyfield.«

Sådan lyder det fra Viaplays bokseekspert Jesper D. Jensen, der var kommentator og til stede til dén kamp for præcis 25 år siden i dag. En kamp, der er svær at glemme...

Kampen i MGM Grand Garden Arena i Las Vegas, hvor Tysons frustrationer fik frit løb, og hvor han til sidst blev diskvalificeret af kamplederen, Mills Lane, efter at have bidt noget af Holyfields øre af. I øvrigt efter flere mislykkede forsøg.

Du kan se episoden øverst i artiklen.

Foto: EPA
Vis mere

»Det er en chokerende og skandaløs handling at lave, og det var jo fuldstændig sindssygt og vanvittigt. Men jeg tror også, at det var et råb om hjælp fra hans side i forhold til, hvordan hans liv havde været. Hans liv har altid været et kaos.«

»Jeg vil nødig være oppe i hans hoved, hvis man tænker på, hvordan hans liv har været,« siger Jesper D. Jensen, der selv er tidligere bokser og europamester.

Tyson sad fængslet i en årrække for voldtægt og var kun lige kommet ud af fængslet, da han boksede mod Holyfield for første gang i november 1996 – og tabte.

Revanchen skulle tages den 28. juni 1997, men denne gang gik det endnu vildere for sig.

Foto: Gary Hershorn
Vis mere

»Da han (Holyfield, red.) nikkede mig den første skalle, kiggede jeg blot på ham. Han kiggede også bare på mig, men så nikkede han mig en ny skalle. Ingen fratog ham point eller gjorde noget. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg kunne ikke bare acceptere, at han fortsatte med at nikke skaller og stange mig. Jeg var nødt til at reagere,« sagde Tyson.

Og reagere var netop, hvad Tyson gjorde.

»Det interessante er jo ikke, at han bider øret af ham. Det interessante er op til, at han gør det. Det er jo en frustration over, at han er ved at tabe, at han er øjenskadet, og at kamplederen ikke giver Holyfield en advarsel. Det er mange ting, som skal fungere oppe i dit hoved,« siger Viaplay-eksperten og fortsætter:

»Ét er, at man skal op i ringen igen mod en, man var blevet ydmyget imod, og en man havde tabt til. Men man skal op igen, og så starter kampen med, at der bliver nikket skaller, og man får en flænge over øjet.«

Men Tyson bed som bekendt en luns af Holyfields øre. Da han herefter blev diskvalificeret, opstod der kaos i ringen, hvor politifolk måtte skride ind for at stoppe en ophidset Tyson, der var ude af kontrol og flere gange forsøgte at angribe Holyfields ringhjørne.

Men det sluttede ikke her.

»Da det hele er færdigt sidder Torben Schou (medkommentator, red.) og jeg lige og sluger spyttet. Så vi tager os egentlig god tid og bevæger os mod udgangen, men så kan vi høre, at der er skyderi på selve hotellet,« fortæller Jesper D. Jensen, som kalder skudepisoden for 'en fortsættelse af det, der skete i kampen', men understreger, at han ikke ved, hvem der skød på MGM-hotellet.

Det var dog ikke skudepisoden, der tiltrak sig opmærksomhed.

Det var – og er – boksekampen, som selv efter 25 år, huskes over hele kloden.

»Du kan næsten ikke nævne nogen, der siger: ‘Det har jeg ikke hørt om.’ Der er også nogle, der ikke ved, at Danmark blev europamestre i 1992, at vi fik en guldmedalje i håndbold, eller hvem der er statsminister, og fred være med det, respekt for det. Men der er bare nogle ting, folk kan huske. Og  sådan er det lige nøjagtig  med ørebiddet,« afslutter Jesper D. Jensen.

Mike Tyson er i dag blevet 55 år. Han står foran en snarlig kamp mod YouTuberen Jake Paul.