»Nu skal vi have nationalsangen for Danmark for ham i det røde hjørne, Micki Nielsen.«

Sådan lød det sent lørdag aften inden den danske bokser skulle i ringen. Og der blev da også spillet en melodi for ham.

Problemet var bare, at det ikke var den rigtige nationalsang, for det var ikke 'Der er et yndigt land', der kom ud af højtalerne. I stedet var det 'Kong Christian stod ved højen mast,' som salen fik lov til at høre.

Og det var tydeligt at se på både Micki Nielsen, Patrick Nielsen og resten af teamet, at de belgiske arrangører afspillede den forkerte melodi. Det blev da også bemærket af TV 3 Sports kommentatorer efterfølgende.

Bokser Micki Nielsen fotograferet i 2016.
Bokser Micki Nielsen fotograferet i 2016. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

»Meget uro i det danske hjørne under kongesangen. For det var ikke nationalmelodien her. Det var ikke den, de havde forventet og regnet med. De havde regnet med 'Der er et yndigt land', og jeg tror, det var det, de stod og diskuterede,« lød det.

Heller ikke i ringen gik det som det skulle for Micki Nielsen. For det lykkedes ikke for den danske bokser at sikre sig titlen som europamester i cruiservægt, da han var oppe mod den forsvarende mester, belgieren Yves Ngabu.

Efter 12 hårde omgange blev Yves Ngabu udråbt som vinder på point.

Ifølge Ekstra Bladet var kampe nok den sidste fra Micki Nielsen, hvis boksekarriere 'alt at dømme' stopper her. Noget, han selv havde lagt op til, hvis det skulle ende med et nederlag til belgieren.