Jake LaMotta, der blev portrætteret i storfilmen 'Raging Bull', er død. Bokseren døde tirsdag, det fortæller Jake LaMottas forlovede til AP.

Jake LaMotta blev i 'Raging Bull' spillet af Robert De Niro. Filmen omhandlede LaMottas turbulente liv, og den udkom i 1980 og havde ud over De Niro blandt andre Joe Pesci på rollelisten. Filmen vandt to Oscar-statuetter for bedste mandlige hovedrolle til Robert De Niro og for bedste redigering.

Den nu afdøde bokser blev 95 år. LaMottas boksekarriere huskes ud over et verdensmesterskab bedst for en stribe kampe mod bokselegenden Sugar Ray Robinson. Selvom kampene var tætte vandt LaMotta kun en af dem.

I hele boksekarrieren blev det til 106 professionelle kampe af dem vandt han 83 og tabte 19. Hans boksestil kan bedst beskrives som rå, og han blev kendt som en, der kunne tage mange slag i ringen.

Jake LaMotta blev født i 1922 i New York-bydelen Bronx. Ud over tilnavnet Raging Bull havde han også tilnavnet The Bronx Bull.

Ifølge datteren døde den kendte bokser tirsdag. Det skriver Ritzau.

Amerikanske TMZ skriver, at Jake LaMotta gik bort på det plejehjem, hvor han levede sin sidste tid.

Jake Lamotta i 2009.
Jake Lamotta i 2009. Foto: TEDDY BLACKBURN
Vis mere