Lørdag kan stjernebokseren Anthony Joshua få hævn for sit chokerende nederlag til den upåagtede mexicaner Andy Ruiz jr.

For det var virkelig en sensation og et chok for bokseverdenen, da Andy Ruiz jr. slog den firedobbelte verdensmester i gulvet midt i Madison Square Garden tilbage i juni måned.

Der var nemlig ingen, der havde skænket mexicaneren en chance.

Anthony Joshua fremstår høj, muskuløs og trimmet. Andy Ruiz jr.'s statur minder derimod mere om danske 'Super' Brian Nielsens i dennes storhedstid.

Andy Ruiz Jr. chokerede alle i bokseverdenen, da han sendte Anthony Joshua i gulvet. (Reuters/Andrew Couldridge)
Andy Ruiz Jr. chokerede alle i bokseverdenen, da han sendte Anthony Joshua i gulvet. (Reuters/Andrew Couldridge) ANDREW COULDRIDGE

Alligevel var det Andy Ruiz jr., som i aggressiv og pågående stil jagtede den engelske verdensmester rundt, til Joshua væltede udmattede og mørbanket ned i kanvassen.

Lørdag kan Anthony Joshua tage sin trone og fire VM-bælter hos WBA, WBO, IBF og IBO tilbage.

Det sker lørdag aften omkring klokken 22 dansk tid, hvor Diriyah Arena i Saudi Arabien lægger ring til årets største bokse- og sværvægtsbrag.

Anthony Joshua forsikrer inden kampen, at nederlaget ikke har ødelagt ham som bokser.

Andy Ruiz og Anthony Joshua mødes om fire VM-bælter i Saudi Arabien. (Jeff Zelevansky/Getty Images/AFP)
Andy Ruiz og Anthony Joshua mødes om fire VM-bælter i Saudi Arabien. (Jeff Zelevansky/Getty Images/AFP) JEFF ZELEVANSKY

»Jeg har ikke mistet mit hjerte eller ilden i min mave. Der er ingen frygt i mit hjerte, øjne eller i mine tanker,« siger den 30-årige englænder til Sky Sports og fortsætter:

»Jeg har ikke mistet min motivation.«

I optakten til VM-braget har Anthony Joshua søgt råd hos sin tidligere rival, sværvægtslegenden Wladimir Klitschko.

Her var et gennemtrængende råd fra ukraineren simpelt, men vigtigt i forhold til at holde fokus.

»Han (Klitschko, red.) sagde til mig, at jeg ikke skulle bruge så meget tid på min telefon i ugen frem mod kampen,« fortæller Anthony Joshua.

Om mobilens fravær er nok for englænderen, må tiden vise. Men Anthony Joshua har brug for sejren, hvis ikke karrieren pludselig skal være på vej i graven.

I det modsatte ringhjørne er mexicanske Andy Ruiz jr. helt klar på, hvad der venter ham lørdag aften.

»AJ (Joshua, red.) kommer med en anderledes taktik, og jeg ved, at han er forberedt og vil være mere påpasselig,« forklarer Andy Ruiz jr., der med sin sejr i sommer blev sit lands første sværvægtsverdensmester nogenside.

»Joshua har tabt sig, og han vil forsøge at bokse rundt med mig. Men jeg vil ikke afgive alle de her smukke bælter. Nu, hvor min drøm endelig er gået i opfyldelse, er der ingen chance for, at jeg vil tabe dem,« lyder det sejrssikkert fra den 30-årige mexicaner.

Du kan følge sværvægtsbraget lørdag aften klokken 21.45 på BT.DK, hvor vi liveblogger fra kampen.