Mike Tyson har lavet utroligt mange underlige ting i sit liv.

Men en ting, de fleste altid vil huske ham for, er ansigtstatoveringen, som han fik lavet i 2003 op til boksekampen mod Clifford Etienne.

Dengang var Tyson ikke længere sværvægtsverdensmester, og det forlød, at den amerikanske bokser havde fået striberne om øjet lavet for at skræmme sin modstander.

En øvelse, der dengang fik træneren Jeff Fenech til at sige sit job op og sige farvel til Tyson inden kampen.

Etienne fik ikke en chance mod Tyson.
Etienne fik ikke en chance mod Tyson. Foto: JEFF HAYNES
Vis mere

»Jeg vil ikke være med længere. Han er ikke forberedt godt nok. Tyson er mere optaget af at tatovere sig i ansigtet,« lød begrundelsen dengang fra Fenech.

Nu fortæller selvsamme Fenech, at det i virkeligheden var Tyson, der var skræmt før kampen. En kamp, der blev bokset otte måneder efter, at Tyson havde fået tæsk af Lennox Lewis.

Tyson havde nu intet at frygte, for han udboksede sin modstander allerede i første runde, men ifølge Fenech havde Tyson slet ikke lyst til at gå op i ringen, hvorfor han få dage før opgøret gik til tatovøren i Las Vegas.

»Min første indskydelse var, at jeg aldrig havde fået en tatovering selv i mit liv, men jeg tænkte, at når du får lavet en tatovering med en kamp inden for en uge, er der for mange sårskorper til, at det er sundt nok at bokse,« siger Fenech i dag til Fox Sports.

Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

»Så vi satte os ned og snakkede, og han havde virkelig ikke lyst til at kæmpe, og han var ikke forberedt til det, og det var den rigtige årsag til, at han fik den tatovering,« tilføjer den tidligere træner, der i dag er ked af, at han ikke var ved ringside, da Tyson boksede sin kamp.

»Da Mike Tyson var bedst, var han uovertruffen, og jeg tror, at den eneste person, der nogensinde har slået ham, er Mike selv,« pointerer Fenech om Tyson, der for et par år siden gav dette interview til B.T., hvor han fortæller om sit livs mange nedture.

Efter sejren over Clifford Etienne gik Mike Tyson i ringen i to kampe mere.

Begge endte med nederlag.