Tre gange har han kunnet kalde sig verdensmester i boksning.

Men australske Billy Dib kæmper i øjeblikket sit livs hårdeste kamp – uden for bokseringen.

For kun to uger siden offentliggjorde den 37-årige bokser, at han havde fået fjernet en kræftramt tumor på fem centimeter fra maven.

Nu har Billy Dib delt endnu en skræmmende nyhed på Instagram.

Han er nemlig også blevet diagnosticeret med en meget aggressiv og sjælden udgave af kræftsygdommen non-Hodgkin lymfom, der opstår i kroppens lymfeknuder.

'Jeg har måttet grave dybt mange gange i mit liv, og med guds nåde har jeg overvundet mange kampe.'

'Kræft bliver den hårdeste modstander, jeg har mødt, men jeg ønsker, at I alle skal vide, at jeg kæmper hårdere end nogensinde, og hvis gud vil, vil jeg besejre denne forfærdelige sygdom,' skriver Billy Dib.

Det er desværre ikke første gang, at Billy Dib oplever kræftsygdommens grusomhed, skriver Daily Mail.

For seks år siden mistede han sin første kone, Sara, på grund af komplikationer med hendes leukæmi-behandling.

Parret havde fremrykket deres bryllup til to uger efter hendes diagnose. Kun seks uger senere døde hun.

Nu danner Billy Dib par med sin nye kone Berry. De har sammen en snart treårig søn, Laith.

Australieren skriver, at han starter med kemoterapi med det samme.