Man kan nærmest ikke sige 'dansk boksning' uden også at sige 'Brian Nielsen'.

Han havde en stor karriere, der bød på over 100 sejre, og så fik han lov til at prøve kræfter mod flere af de største.

Og han nævner en kamp mod Mike Tyson som den største i karrieren i et interview med DR Sporten.

Tiden skal skrues tilbage til 2001. Helt præcis 13. oktober det år, hvor han mødte amerikaneren i Parken.

En kamp, hvor Brian Nielsen egentlig holdt sin plan, lige indtil tredje omgang, hvor han får en skade på øjet. Og det bliver langt værre i sjette runde.

»Hver gang, han ramte mig uden på hænderne, på paraderne, så dirrede mine øjne. Jeg kunne ikke se en skid. Det var latterligt. Jeg kunne godt se på højre øje, men bare det at skulle lukke øjet var vildt belastende,« fortæller Brian Nielsen.

Og selv om han kalder kampen 'den største' i sin karriere, fordi den var mod selveste Mike Tyson, husker han ikke tilbage på den med lutter smil.

»Det er nok den kamp, der ærgrer mig mest. At jeg ikke bare undgik at få den øjenskade,« siger Brian Nielsen til DR Sporten.

Brian Nielsen fik en grim øjenskade tilbage i 2001 i kampen mod Mike Tyson.
Brian Nielsen fik en grim øjenskade tilbage i 2001 i kampen mod Mike Tyson. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

Mike Tyson vandt kampen på teknisk knockout, og allerede lige efter slog Brian Nielsen fast, at han var mere end klar til et nyt opgør mod amerikaneren.

»Jeg kunne ikke se. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Jeg er meget skuffet lige nu. Jeg håber, at kampen har givet mig noget af den respekt, jeg ikke har fået alle steder. Jeg vil møde ham igen – og jeg vil smadre ham,« sagde Brian Nielsen.

Han nåede dog ikke at møde Mike Tyson igen, inden han sluttede sin karriere mod amerikaneren Evander Holyfield i maj 2011 efter at have holdt pause i adskillige år.

Kampen var også Evander Holyfields sidste i karrieren, og det var ham, der vandt opgøret.