Hun er ubesejret. Hun er dobbelt verdensmester. Hun er dansk.

Og om lidt over en måned skal bokseren Dina Thorslund igen i ringen, når hun på hjemmebane står overfor mexicanske Zulina Munoz i bantamvægt.

Men forud for braget i Kolding er danskeren nu rendt ind i en lille udfordring.

Hun er nemlig blevet smittet med coronavirus. Det bekræfter hun overfor B.T.

»Det gør, at jeg ikke kan sparre lige nu, og jeg kan ikke komme op i klubben og slå,« fortæller Thorslund, der er dobbelt verdensmester i WBO-regi, fra sin isolation.

Humøret fejler dog intet hos den 27-årige danske stjerne, der senest var i ilden tilbage i juni, da hun i Struer slog mexikanske Jasseth Noriega på point i en kamp om det ledige bælte i bantamvægt hos forbundet World Boxing Organisation (WBO).

»Jeg har jo træningsudstyr herhjemme, så min træning fortsætter heldigvis. På den måde bliver jeg ikke rigtig ramt af det,« siger hun og afviser, at hendes kommende kamp er i fare.

»Jeg har det godt. Jeg har haft lidt hovedpine og lidt snot, men det har man jo en gang imellem.«

Bokseren forsøger derfor at få det bedste ud af det, inden hun snart forventer at kunne vende tilbage til de vante træningsomgivelser forud for kampen i midten af november:

»Som det er lige nu, så er jeg overhovedet ikke bekymret for det. Det eneste, der er træls, er sparringen. Den kan jeg ikke øve herhjemme selv, så det betyder bare, at vi skal være gode til at få planlagt noget sparring, når jeg forhåbentlig snart slipper ud af isolation. Og så er det bare at klø på som altid.«

Med andre ord kan end ikke coronavirus rokke ved Dina Thorslunds selvtillid forud for opgøret i Sydbank Arena i Kolding 13. november.

»Jeg tror selvfølgelig på en sejr. Men jeg har forventninger til, at det bliver en hård kamp. Hun er sådan en type, der rigtig gerne vil slå hårdt, men det gør hende måske også lidt langsom. Jeg skal helt klart være på mærkerne, og så skal hun bare køres over,« fortæller hun.

34-årige Zulina Munoz fra Mexico er tidligere verdensmester i superfluevægt og er i sin karriere noteret for 53 sejre, tre uafgjorte og to nederlag.

Dina Thorslund, der er WBO-verdensmester i vægtklasserne bantamvægt og superbantamvægt, har vundet alle sine 16 kampe.