11. juli skulle Dina Thorslund bokse sin største kamp i karrieren i den ikoniske arena Madison Square Garden i New York.

Men nu er kampen mod amerikanske Shurretta Metcalf aflyst.

Det skyldes heldigvis lykkelige omstændigheder for den danske bokser venter nemlig sit andet barn, skriver TV Midtvest.

»Mine følelser er tosidede. Atleten i mig begræder det, men resten af Dina er rigtig glad,« siger hun til mediet.

På trods af, at hun nu må vinke farvel til kampen om sit tredje VM-bælte, er karrieren ikke overstået, slår 33-årige Dina Thorslund fast.

Most Valuable Promotions, som er Thorslunds promoterteam har forsikret danskeren om, at de får hende tilbage, når hun er klar efter sin graviditet, siger hun.

Og hun kalder det »en præmis« at komme tilbage i topform.

Thorslund er ubesejret i 23 kampe som professionel og er regerende verdensmester i bantamvægt hos både WBO og WBC.

Shurretta Metcalf er indehaver af IBF-titlen, og dermed var der tre af de fire verdensmesterskabsbælter på spil ved det nu aflyste møde i juli.