Superstjernen bad om at få falstringen Kem Ljungquist i ringen hurtigt.

Og når Anthony Joshua spørger, så siger man ikke nej.

Joshua havde nemlig brug for en helt speciel form for sparring op til den hypede revanchekamp mod ukrainske Oleksandr Usyk. Ukraineren har været i hjemlandet for at kæmpe mod den russiske besættelse, men har nu forladt landet for at kæmpe på sportslig vis mod den store brite.

Og så har ukraineren en vigtig ting til fælles med sin danske kollega.

Usyk er nemlig højrefodsbokser, og for at forberede sig bedst muligt til at møde ham kræver Joshua kompetent sparring af netop den type. Og de hænger ikke på træerne, så Kem Ljungquist er i høj kurs.

»Det var en fed mulighed, og jeg rejser faktisk ikke rundt og sparrer bare for at sparre, for jeg får faktisk pænt mange tilbud, da der ikke er så mange højrefodsboksere.«

Han gør dog en undtagelse, når store kanoner som Tyson Fury og nu Joshua inviterer.

Det blev til fem dage, hvor danskeren holdt stjernen skarp.

Ud over at to meter høje Ljungquist kunne mærke, hvor dygtig Joshua var i ringen, så viste han sig også som en fed fyr uden for ringen.

»Han var virkelig en flink fyr og meget nede på jorden, så der var god stemning og godt humør. Han var også interesseret i min karriere og boksningen i Danmark.«

»Han var hverken højrøvet eller havde nok i sig selv.«

Anthony Joshua kunne nu ellers godt have haft et enormt ego med al den succes og de medfølgende penge, men det er altså slet ikke tilfældet. Briten har rådet over verdensmesterskaber i de største forbund, som kun er blevet taget fra ham to gange: først mod Andy Ruiz, hvor han senere genvandt det, og senest mod Usyk, som han nu har en konge-revanchekamp mod.

Undervejs har Joshua tjent boksen, og i 2021 estimerede velansete The Times, at han var god for lidt over en milliard danske kroner.

»Jeg har mødt mange af de store stjerner, og generelt er det gode mennesker. De er jo også startet et sted og ved, hvor bunden er.«

Og det var ren win-win for de to boksere, for Ljungqvist savnede faktisk sparring, som er svær at få i Danmark, da der ikke er mange topboksere i sværvægtskategorien. Efter to år væk fra ringen har den danske kæmpe nu faktisk to kampe på otte dage, nemlig 14. og 21. april.

»Det giver noget selvtillid at dele ring med så god en bokser. Det har jeg altid opsøgt – og det er bare fedt.«

Ljungquist har tidligere været hos Sauerland-brødrene under Wasserman-gruppen, men dem brød han med og arrangerer nu selv sine kampe. Han håber, at et par gode sejre under sparringen med Joshua kan give ham en ny aftale hos en promotor.

»Der er nogen, der bliver hentet ind som gående sandsæk, men sådan var det ikke her, for han skulle presses. Han havde brug for en, der kunne imitere det, som han møder mod Usyk. Det er jeg glad for, at jeg kunne.«

Med en statistik på ti sejre og nul nederlag håber den 31-årige danske bokser at kunne vise talentet frem og få flere kampe. Først går det løs i Nykøbing Falster og en uge senere i Frederiksberg Hallerne, hvor blandt andre Sarah Mahfoud bokser VM-kamp.