Et opslag på Facebook kan få konsekvenser for bokseren Yvonne Rasmussen.

Den flerdobbelte danske- og nordiske mester i boksning ligger i strid med Kerteminde Kommune, hvor hun i december ytrede sig kritisk om en af kommunens ansatte på Facebook.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Facebook-opslaget var rettet mod Kerteminde Kommunes tidligere skolechef Dorte Dabelsteen, der gik på efterløn og samtidigt fik omkring en million kroner af kommunen deraf.

Yvonne B. Rasmussen, Olympia Odense jubler efter sin sejr over Marlene Nielsen fra Vejen BK i weltervægt ved de jyske mesterskaber søndag d. 25 januar 2004 i Århus.
Yvonne B. Rasmussen, Olympia Odense jubler efter sin sejr over Marlene Nielsen fra Vejen BK i weltervægt ved de jyske mesterskaber søndag d. 25 januar 2004 i Århus. Foto: Henning Bagger
Vis mere

'Denne ubehagelige kvinde har forvoldt skade på børn, unge og handicappede, ældre og sygdomsramte for meget mere en én million kroner. Hun er skyld i, at flere voksne og ældre ikke har fået den rette træning således, at deres liv er endt før nødvendigt. I den sidste del af hendes ansættelse har kvinden manipuleret og truet flere ansatte i familieafdelingens PBR, at det har ført til flere sygemeldinger, fyringer og rigtig mange fejlbehandlede børn og unge. Må karma ramme! Vi er mange, der bare er glade for, at hun nu bare er VÆK,' skrev Yvonne Rasmussen i en kommentar på Facebook.

Efter en samtale med kommunaldirektør i Kerteminde Kommune, Tim Jeppesen, rettede Yvonne Rasmussen i sin kommentar, så det blev mere tydeligt, at der var tale om holdninger.

Alligevel er Yvonne Rasmussen nu blevet meldt til politiet af kommune jævnfør Straffeloven §121 eller 267 for ærekrænkende sprogbrug, skriver avisen.

»Der er nogle formuleringer omkring en kommunal medarbejder, som er krænkende, og som vi bliver nødt til at at tage afstand fra. Om det så reelt er en overtrædelse af Straffeloven, det skal politiet afgøre,« siger Tim Jeppesen til Fyens Stiftstidende, der tilføjer, at anmeldelsen af Yvonne Rasmussen var sket før, hun ændrede i sin kommentar.

Yvonne Rasmussen har gennem en længere periode forsøgt at få Kerteminde Kommune til at støtte økonomisk op om sin søn, Killian, der lider af den sjældne Pompes sygdom. Familien har taget lån i banken for at få råd til Killians træning, men kommunen har ifølge Yvonne Rasmussen ikke hjulpet.

Hun er skuffet over, at hun nu er politianmeldt.

»Det er ikke okay, at borgere ikke kan sige deres mening om, hvad de tænker og føler, men skal ligger under for, at kommunen har flere kræfter juridisk set, og de bare venter på, at vi giver op,« siger hun til Fyens Stiftstidende.

Yvonne Rasmussen er i dag 38 år. Hun har været danmarksmester i boksning otte gange i årene 2004-2009 samt 2015-2016. Hun vandt desuden de nordiske mesterskaber i 2005, 2017 og 2018.