Fjervægteren Sarah Mahfoud mener, at hun er klar til en VM-kamp efter sejr over rutineret franskmand.

Den danske fjervægtsbokser Sarah Mahfoud tog lørdag aften sin syvende sejr i ligeså mange kampe som professionel.

Det skete med en sikker pointsejr ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne over den 38-årige franskmand Stephanie Ducastel med dommerstemmerne 3-0.

Med triumfen over den erfarne franskmand mener Mahfoud, at hun er ved at være klar til møde de bedste boksere i vægtklassen om de helt store titler.

- Jeg har bevist, at jeg kan være med på toppen. Det var vind eller forsvind (mod Ducastel, red.), siger Mahfoud, som er i stald hos promotor Mogens Palle, til Ekstra Bladet.

- Jeg håber, at Mogens (Mogens Palle, red.) kan få fikset en VM-kamp. Min modstander ligger i toppen af ranglisterne, så deroppe er jeg også nu.

Seks af Sarah Mahfouds sejre er vundet i Frederiksberg Hallerne, mens en enkelt er vundet i Ceres Arena i Aarhus.

Fire gange er triumferne kommet i land på point, mens tre har været på teknisk knockout.

/ritzau/