Den danske bokser Dennis Ceylan er blevet testet positiv for kokain i en dopingprøve. Det kan BT nu afsløre.

En ny og meget opsigtsvækkende dopingsag har ramt den absolutte top af dansk professionel boksning. Det er den danske europamester Dennis Ceylan, der er blevet testet positiv for brug af det euforiserende stof kokain.

BT kan som det eneste medie løfte sløret i sagen, der ellers ikke er blevet offentlig, selvom bokseren er blevet informeret om prøvens positive resultat af Dansk Professionel Bokse Forbund og de relevante antidopingmyndigheder.

Men nu står Dennis Ceylan frem her og fortæller sin side af sagen, efter BT har konfronteret ham med avisens oplysninger om, at han altså har aflagt en positiv dopingtest med spor af kokain.

Dennis Ceylan blev efter sin seneste EM-titelkamp opsøgt af dopingkontrollanter og blev uanmeldt testet i en såkaldt ’dopingtest uden for konkurrence’.

BT var i går i kontakt med Dennis Ceylan, som først udbad sig betænkningstid, før han ville tale. Senere vendte Dennis Ceylan tilbage med en skriftlig forklaring, der er blevet sendt til BT via hans promotors pressemedarbejder.

Derfor har BT ikke selv haft muligheden for at spørge yderligere ind til sagen, men vælger her at bringe boksestjernens egen forklaring i dopingsagen, hvor 28-årige Dennis Ceylan erkender, at han har taget kokain.

Således skriver Dennis Ceylan til BT.

»Fra en ung alder og i hele mit liv har jeg på første hånd oplevet de ødelæggende virkninger, som stoffer kan have på folks liv. Jeg mistede min mor til stoffer og har set mange af mine venner og familie følge en lignende vej. Jeg har været heldig. Boksning har altid været det eneste, jeg har været afhængig af, og jeg har gennem boksning været i stand til at ændre mit miljø og skabe et bedre liv for min familie,« fortæller Dennis Ceylan og fortsætter:

»Det er derfor, at jeg skammer mig over at sige, at mens jeg besøgte mit gamle kvarter, og under påvirkning af alkohol, tog jeg en lille smule kokain. Det var en fejl og et øjebliks svaghed, som jeg er dybt ked af. Dette var den første og eneste gang i mit liv, jeg har taget stoffer, og jeg lover, at det bliver den sidste.«

Selvom Dennis Ceylan har forbrudt sig mod de gældende dopingregler med brugen af kokain, så behøver bokseren ikke se frem til en karantæneperiode. Kokain er på listen over ulovlige stoffer hos det internationale dopingagentur, WADA. Men stoffet giver kun karantæne, hvis det er i blodet ved en dopingtest i forbindelse med en kamp. Fordi Dennis Ceylan blev testet positiv for kokain uden for konkurrence, siger WADAs regelsæt, at det ikke i sig selv præstationsfremmende stof nødvendigvis skal udløse en karantæne efterfølgende.

Dennis Ceylan vandt EM-bæltet i oktober sidste år.
Dennis Ceylan vandt EM-bæltet i oktober sidste år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kan få konsekvenser

Derfor er Dansk Professionel Bokse Forbund, der står for at sanktionere dopingstraffe i dansk boksning, ikke forpligtet til at fratage Dennis Ceylan muligheden for at bokse videre, og dermed sætter den positive dopingprøve ikke en stopper for Dennis Ceylans kommende kamp mod engelske Kid Galahad den 15. juli på Wembley Arena i London.

Men den positive dopingprøve kunne potentielt have haft en konsekvens for Dennis Ceylan. Det europæiske bokseforbund, EBU, har nemlig skærpede dopingregler, der gør, at boksere, som bliver testet positive, bliver udelukket fra kampe i EBU-regi uanset stof og omstændigheder. Det samme gælder i øvrigt verdensforbundet WBC.

Derfor ville Dennis Ceylan ikke kunnet have forsvaret sin EM-titel mod spanske Marc Vidal, som danskeren længe så ud til at skulle møde i sin tredje EM-kamp. Men den kamp blev aflyst i seneste uge, da Dennis Ceylan meddelte, at han frivilligt droppede sin EM-titel for i stedet at bokse mod englænderen Kid Galahat om den intercontinentale titel hos IBF i London. I den forbindelse fortalte Dennis Ceylan dog intet om sin igangværende dopingsag, som ifølge BTs oplysninger også skulle være det europæiske bokseforbund EBU bekendt.

Dennis Ceylan fortæller, at han i dag angrer, at han tog kokain.

»Jeg vil gerne sige undskyld til min familie, der allerede har tabt så meget til stoffer, mine to smukke børn, som jeg har kæmpet for hver dag, min træner Frank Holm, som har været som en far for mig, mine promotorer. Og vigtigst af alt, mine fans, som altid har støttet mig. Jeg er ked af at have svigtet jer,« skriver bokseren og fortsætter:

»Jeg har altid forsøgt at være en positiv rollemodel for børn fra lignende baggrunde som mig selv. Boksning har reddet mit liv, og jeg tror, at sporten kan være med til også at hjælpe andre. Derfor vil jeg fortsætte med at arbejde tæt sammen med mit lokalsamfund for at beskytte børnene fra et liv med stoffer og kriminalitet og for at vise dem, at der er en anden måde at leve på.«

Hos Dansk Professionel Bokse Forbund bekræfter formand Jesper D. Jensen, at DPBF ikke har planer om at tildele Dennis Ceylan en karantænedom.