Dansk boksning mistede natten til søndag en af de største trænere gennem tiden.

Dem legendariske træner Jean Schmücker, som op gennem 1970’erne, 80’erne og 90’erne trænede en række store danske boksenavne, sov stille ind efter flere års sygdom med parkinsons og demens.

Den tidligere topbokser Brian Nielsen var en af de boksere, som Jean Schmücker fik øje. Det skete første gang til en træningslejr i Korsør Bokseklub for 21 år siden. Dengang var Super-Brian bare en ung bokser med store drømme.

»Han har haft en stor indflydelse på mig. Det var Jean, der fik mig med på landsholdet. Jeg havde på det tidspunkt slået de fleste, der var gode i Danmark, men jeg havde ikke bokset så mange kampe. Jeg var jo ny,« siger Brian Nielsen i et interview til BT.

Jean Schmücker tog sig af sine boksere - både i og uden for ringen. Han skaffede Brian Nielsen hans første sponsoraftale med firmaet City Låse. En sponsor, som Brian Nielsen har haft lige siden.

Lige fra boksedebuten i 1992 til afskedskampen 25 år senere imod den amerikanske bokselegende Evander Holyfield.

»Han sagde til dem: Ham der skal I sponsorere, ham er der krummer i. Jeg var jo lidt utraditionel, fordi jeg var halvfed. Så den sponsor har været med i hele min karriere. Og det er takket være Jean,« siger Brian Nielsen.

Den legendariske boksetræner Jean Schmücker holder puder for den tidligere topbokser Brian Nielsen op til VM-braget mod amerikanske Larry Holmes i 1997.
Den legendariske boksetræner Jean Schmücker holder puder for den tidligere topbokser Brian Nielsen op til VM-braget mod amerikanske Larry Holmes i 1997. JAKOB BOSERUP

Jean Schmücker havde en hård barndom. Men det holdt ham ikke fra at hjælpe andre, der havde ondt i livet. Frivilligt arbejde var en stor del af hans liv, og i 1997 vandt han Børnehjælpsdagens Lillebror Pris for sin særlige indsats overfor børn og unge i Danmark.

Hans særlige evne til at nå ind til de unge, også de skæve typer eller børn med anden etnisk baggrund, kan Brian Nielsen bestemt genkende.

»Han var bare god til at hjælpe og få folk til at tro på sig selv. Der var noget trygt over ham. Han var god til at motivere os på hans helt egen måde. Man var ikke nervøs, når han var der. Han var god til få andre til at føle sig godt tilpas,« siger Brian Nielsen.

Bokseteknisk var Jean Schmücker en af de bedste trænere til at lære fra sig. Brian Nielsen kender ikke andre, der var lige så god til at lære folk at slå på den rigtige måde. Hvad enten det handlede om at slå hårdt eller at slå serier. Der var Jean bare den bedste.

»Jeg mener stadigvæk, at Jean var den bedste træner til at gå med puder. Han var ufattelig god til det. Det var helt vildt,« siger Brian Nielsen, der er tidligere IBO-sværvægtsmester.

Udover Brian Nielsen har den legendariske træner også trænet andre danske bokseprofiler som Hans Henrik Palm, Johnny Bredahl og Jimmi Bredahl. Jean Schmücker var også dansk landstræner i en årrække.