Du skal ikke forvente meget spænding til Mayweather vs. McGregor 2.
Det er meldingen fra bookmakere i Las Vegas og resten af verden. De ligger klar med oddsene på en eventuel omkamp i MMA-regi mellem boksestjernen Floyd Mayweather og MMA-stjernen Conor McGregor.
Bettingfirmaet Unibet giver således Floyd Mayweather næsten ingen chancer i en MMA-duel mod Conor McGregor.
Den irske MMA-mester er kæmpefavorit med utrolige odds 1.01. Det betyder, at man blot kan vinde én krone, hvis man spiller 100 kroner på en sejr til Conor McGregor.
Det skyldes naturligvis, at Conor McGregor i tilfælde af en omkamp i sin egen sportsgren, MMA, må kombinere alle sine færdigheder indenfor kampsport - for eksempel boksning, kickboksning, taekwondo, jiu-jitsu, judo og brydning - og derfor anses som en gigantisk favorit.
Modsat kan man hente odds 13.00, hvis man tror på, at Floyd Mayweather kan tæve Conor McGregor i et MMA-bur såvel som i en boksering. Her er den økonomiske gevinst 1200 kroner, hvis man satser 100 kroner på den 41-årige bokselegende.
Her skal man have tiltro til, at Floyd Mayweather kan nøjes med sin fænomenale bokseevner i MMA. Eller at han inden for kort tid kan tilegne sig nok færdigheder i de andre kampstilarter til at besejre Conor McGregor, som er letvægtsmesteren i den førende MMA-organisation UFC.
Det var i sommer, at de to kampsportsatleter duellerede mod hinanden i Las Vegas i en klassisk boksekamp. Her stod Floyd Mayweather tilbage som sejrherren, da han stoppede Conor McGregor på teknisk knockout i 10. omgang.
Siden har begge fightere udtrykt interesse for en gigantisk omkamp i MMA. Kampen er dog på nuværende tidspunkt langt fra officiel og kun af hypotetisk karakter.