Den tidligere verdensmester George Groves har valgt at lægge boksehandskerne på hylden.

Det oplyser han i et langt opslag på sin Instagram-profil.

Briten har valgt at stoppe i en alder af blot 30 år, og han ved også godt, det kan virke tidligt.

'Jeg er stadig ung, stadig fit og sund, og der er stadig nogle store kampe derude til mig. Men det er af disse årsager, jeg vælger at stoppe nu. Jeg har en ung familie derhjemme; det er tid til at bruge nogle af mine gode dage med dem,' skriver George Groves.

Han vil ikke ende i en situation, hvor han har bokset for længe så at sige. Han vil ikke ende med at stoppe på grund af skader, eller fordi kroppen er for slidt.

'Gennem årene har jeg set og mærket faren ved denne sport, og jeg vil gerne trække mig med respekt, mens jeg stadig er på toppen,' skriver Groves.

Han skriver, at han er glad for, at han kan forlade sporten, mens han fysisk har det rigtig godt, og han understreger, han altid har kæmpet for at blive den bedste. I opslaget nævner han verdensmesterskabet i 2017 i super mellemvægt som karrierens højdepunkt.

'Oplevelsen var ligeså fantastisk, som jeg havde drømt om,' skriver George Groves. Efterfølgende takker han i opslaget en masse mennesker, herunder sin familie, og så nævner han en episode, der har sat sine spor i ham.

'Den sidste tanke skal gå til Eduard Gutknecht, der fik en hjerneblødning efter vores kamp i november 2016. Han var i koma tre uger og kæmpede sig tilbage til bevidsthed,' skriver George Groves og fortsætter:

'Den kamp fik mig til at indse, at der er brutale konsekvenser ved boksning. Efter det her følte jeg virkelig, mine dage i ringen var talte. Da jeg blev verdensmester, besluttede jeg mig for, at jeg kun ville fortsætte, så længe jeg følte, det var nødvendigt,' skriver George Groves.

Og da han sidste år fik sin anden søn og tabte finalen ved WBSS, mistede han den store lyst til at fortsætte.

'At gå på pension som 30-årig var et forslag, jeg fik præsenteret for første gang for ti år siden. Jeg syntes, det var en god idé dengang, og det gør jeg stadig,' skriver George Groves.