Den 41-årige cubanske boksestjerne Guillermo Rigondeaux risikerer at miste op til 80 procent af sit syn efter en vanvittig ulykke i hjemmet.

Cubaneren var i gang med at lave mad i sit hjem i Miami, da den trykkoger, han var i gang med at bruge, eksploderede i hans øjnene og ansigt.

Lige nu vurderer læger ifølge hans manager, at han kun har 20 procent af sit syn tilbage.

Selvom man håber på, at det kan blive bedre, risikerer det at koste ham karrieren foruden synet.

ADALBERTO ROQUE

Rigondeaux blev indlagt på hospitalet og udskrevet fredag, og han skal nu i gang med flere undersøgelser for at følge skaderne. Der er dog grund til optimisme, for lægerne ser en mulighed for, at skaderne kan hele på sigt.

»Det var en virkelig uheldig hændelse. Da trykkogeren eksploderede, og vi så, hvordan Rigandoaux var ramt, tænkte vi det værste, fordi hans ansigt og øjne så virkelig slemt medtaget ud efter eksplosionen. Men vi håber på, at han kan blive det hele kvit,« siger bokserens manager Alex Bornote til det lokale medie El Nuevo Herald.

»Under alle omstændigheder er det et stort slag for ham, fordi vi var allerede i gang med at arbejde på den næste kamp. Det vigtigste er dog, at han får sit syn igen, og så må vi se på fremtiden på et senere tidspunkt,« lyder det videre fra manageren.

Rigondeaux har blandt andet vundet to OL-guld i sin karriere og har været verdensmester i WBA-regi i bantamvægt.