Krigen i Ukraine havde fået stjernebokseren Oleksandr Usyk til at sætte sin gesjæft på pause for at forsvare landet, men i det seneste har han ændret den beslutning for at træne sig op til storkampen mod Anthony Joshua.

Nu får ukraineren opbakning bag det valg af Kiev-borgmesteren Vitali Klitschko og hans bror, Wladimir, der til trods for en tid, hvor der er brug for alle kræfter, ser fornuft i, at Oleksandr Usyk tager boksehandskerne på og smider gæveret.

»En meget vigtig besked kan blive givet under en begivenhed som denne. Vi ved ikke, om vi eksisterer om tre måneder. Jeg har faktisk planer om at tale med Oleksandr Usyk for at rådgive ham, hvis han beslutter sig for at bokse kampen, fordi han kan videreformidle nogle vigtige budskaber,« siger den tidligere topbokser Vitali Klitschko.

Også hans lillebror, Wladimir Klitschko, støtter op om valget.

»Der er både fordele og ulemper, og det er en hård beslutning at tage for Oleksandr Usyk, men når det ukrainske flag bliver hejst, og vores natinalhymne bliver spillet med en af vores ambassadører ude i verden, kan det være mere positivt end negativt,« siger Wladimir og tilføjer:

»Vi har brug for opbakning. Siden starten på krigen har vores økonomi været nede på ingenting, men I må ikke glemme, at vi forsvarer vores demokratiske principper og det frie valg.«

Wladimir Klitschko boksede mod Anthony Joshua i 2017 og tabte.

I september boksede briten mod Usyk, og det slag vandt ukraineren, hvorfor en rematch er på plakaten.